Fortsæt til indhold
Europa

Politiet skal gå med kropskameraer

I London kan man i fremtiden forvente at blive filmet, hvis man bliver indblandet i episoder med politiet.

Politifolk i London skal nu gå rundt med at kamera i knaphullet, når de er på arbejde.

500 "kropskameraer" er blevet omdelt i ti politidistrikter i London i forbindelse med et forsøg hos Metropolitan Police (Londons politi). Det skriver BBC.

Formålet med kameraerne er, at de skal filme de episoder, som politifolkene oplever på deres arbejde, og at videomaterialet bagefter kan bruges i retten.

Forsøget med kropskameraer kommer efter voldsom kritik af politiet i forbindelse med en sag fra august 2011. 29-årige Mark Duggan fra Tottenham mistede livet efter et sammenstød med bevæbnede politifolk, og episoden skabte optøjer, som spredte sig over hele England.

Hurtigere retssager

Politiet vil gemme videomaterialet i en måned, og det skal være med til at sikre bedre og hurtigere retssager.

Kropskameraerne bliver her vist frem af en politimand i Los Angeles.

"Vores nuværende erfaringer med brug af kamera viser, at folk er mere tilbøjelige til at erklære sig skyldige, når de ved, at der er video af episoden. Det sætter tempoet i retssager op, sætter folk bag tremmer hurtigere og beskytter potentielle ofre," siger politikommissær fra Metropolitan Police, Sir Bernard Hogan-Howe til BBC.

Yderligere påpeger han, at den blotte tilstedeværelse af kameraer kan være med til at afmontere potentielt voldelige situationer.

Politiet meddeler, at kameraerne ikke vil filme hele tiden, og at folk vil blive informeret, hvis de bliver filmet.

Underminerer tilliden

Det er dog ikke alle, som er begejstrede for det nye tiltag.

Jack Hart fra The Freedom Association er bekymret for, om der vil kunne spekuleres i at slukke kameraet, i visse situationer.

"Ingen politimand vil havde kameraet tændt hele tiden på grund af den enorme mængde datalagring, som det vil kræve. Det vil åbne for debat om, hvorvidt kameraet bevidst er blevet slukket," siger han.

Og han er grundlæggende imod ordningen, som han mener, ikke er god for samfundsudviklingen.

"At skabe en situation, hvor både politifolk og befolkning konstant føler sig under mistanke, er ikke fornuftigt, og det underminerer tillid til alle sektorer i samfundet," siger Jack Hart.