Fortsæt til indhold
Europa

Ballademagere fik 1.800 års fængsel

Lynjustits i Storbritannien efter politiets skuddrab i Tottenham for et år siden.

Domstolene gik i gang med det samme, og retssagerne er gennemført i et imponerende tempo.

De knap 1.300 ballademagere, som politiet har anholdt og efterforsket, har hver fået omkring 16 måneders fængsel i gennemsnit.

Endnu mangler processen mod 308 tiltalte.

Dommene er forholdsvis hårde. De 16 måneder er omtrent fire gange så lang tid, som domstolene tidligere har idømt kriminelle for tilsvarende gerninger.

Det skriver BBC.

Den udløsende faktor

Mark Duggan var en 29-årig sort mand. Han blev skudt af politiet den 4. august 2011. Drabet fandt sted i Tottenham nord for London.

Politifolkene har forklaret, at de forsøgte at anholde Duggan, som de mistænkte for at planlægge et angreb, og han var i besiddelse af et våben.

Vreden over omstændighederne ved Duggans død flammede op, og uroen bredte sig til hele landet.

Balladen fik ekstra næring, da en 16-årig pige blev slået af politiet.

Som en steppebrand

Optøjerne bredte sig fra by til by, hvor der blev sat ild til biler, tændt bål og øvet hærværk.

Regeringen lovede hurtigt at skride ind og retsforfølge uromagerne. Det holdt stik.

Nu et år senere er 1.292 personer sat i spjældet. De er idømt ialt 1.808 års fængsel.

De kunne se, at retssystemet virker
Alison Saunders, anklagemyndigheden

"Hurtig og afskrækkende"

Storbritanniens øverste anklager, Alison Saunders, siger til BBC, at hun påskønner den hurtige og hårde retsforfølgelse:

"En ting, vi har lært under optøjerne, er, at hvis vi kan få folk hurtigt for domstolene og få dem dømt, virker det som et afskrækkelsesmiddel. Det får folk til at tænke sig om," siger hun.

"De kunne se, at retssystemet virker, og det sendt et virkelig stærkt signal fra samfundet om, at dette var uacceptabelt," lyder det fra Alison Saunders.

Optøjerne for et år siden var den største udfordring efter en enkelt sag, som de britiske domstole har haft. Anklagere fra hele landet strømmede til London for at hjælpe til med rettergangen.