Resultat kaster brexit-forhandlinger ud i ny kaos
Alt var parat til at brexit-forhandlingerne kunne gå i gang om 10 dage. Det sker næppe nu.
Da Storbritanniens premierminister Theresa May i april udskrev parlamentsvalg, var analysen i de øvrige EU-lande, at det ikke ville ændre noget i forhold til brexit.
Om noget ville det kun styrke Mays hånd i forhandlingerne, hvilket set fra Bruxelles var godt.
En stærk premierminister kommer ikke med hænderne bundet på ryggen. Hun kan indgå kompromisser, når det er nødvendigt, mens en regeringsleder på en usikker taburet og en liste af faste krav hjemmefra ikke har manøvrerum.
I stedet har valgresultatet kastet de forestående forhandlinger ud i kaos.
Alt var ellers parat til at de skulle gå i gang den 19. juni.
Det virker nu usandsynligt.
Som en EU-kilde udtrykker det: »Alt er noget rod.«
Uden et absolut flertal kan May nemlig næppe have en regering på plads allerede om 10 dage.
Der er også usikkerhed, om Mays autoritet til at blive siddende som premierminister, hvilket kan betyde et nyt formandsopgør internt i Det Konservative Parti og en ny udskydelse af brexit-forhandlingerne, som i forvejen er under tidsmæssigt pres og skal afsluttes inden marts 2019.
Uanset er Mays brexit-hånd alvorligt svækket. Hun havde lagt op en såkaldt hård brexit, hvor Storbritannien trak sig ud af det indre marked, ud af toldunionen og begrænsede indrejseadgangen fra borgere fra andre EU-lande. Hendes absolut eneste grund til at udskrive valget var at styrke hendes position til at sikre dette.
»Hver en stemme på De Konservative vil gøre mig stærkere, når jeg skal forhandle med EU,« sagde May, da hun udskrev valget.
Men vælgerne har i stedet styrket de partier, som har talt for en blødere skilsmisse med EU, og hvis De Konservative igen vil danne regering, kan de blive tvunget til at gå på kompromis.
Den mest sandsynlige alliancepartner er de nordirske unionister, DUP, som ser ud til lige præcis at have de mandater, som May skal bruge til at kunne få flertal. Men i Nordirland var der et stort flertal, som ønskede at blive i EU, og det vil formentlig afspejle kravene fra DUP.
Labour og dets leder Jeremy Corbyn, som målt på procentvis fremgang blev valgets store vinder, har på mange måder stadig en uklar brexit-position, men har sagt, at man vil bevare den ubegrænsede adgang for varer og services til EU’s indre marked.
Liberale Demokrater, som også gik frem, har på forhånd afvist en koalition med De Konservative. Dels skæmmer sporene efter en koalition i 2010. Dels er liberaldemokraterne lodret imod brexit.
En fjerde mulighed er de skotske nationalister, som også gik tilbage ved valget. Men i Skotland var der også et stort flertal, som ønskede at blive i EU, og den position står næppe heller til forhandling.
Uanset er alle kort nu igen på bordet.
Intet parti kan enerådigt beslutte, på hvilke vilkår Storbritannien skal forlade EU, eller hvilke krav, der skal stilles under forhandlingerne.
Situationen har allerede fået nogle britiske kommentatorer til at opfordre til, at den kommende regering trækker artikel 50 – den formelle udløser af den toårige brexit-proces – tilbage.
Men sådan en zigzagkurs er for længe siden blevet afvist i Bruxelles. Dels ville den mulighed kunne bruges strategisk til at forlænge udmeldelsesprocessen, som EU gerne vil have afsluttet hurtigst muligt, fordi det skaber usikkerhed. Dels fordi det går imod en demokratisk folkeafstemning.
»Og et forsøg på at vende brexit, ville formentlig skabe revolution i Storbritannien,« spår en EU-kilde.