Mindekoncert for Manchester-ofre blev årets mest sete program på BBC
Undervejs så næsten halvdelen af alle britiske tv-seere med.
Det var populært blandt de britiske tv-seere, da flere store musikstjerner med Ariana Grande i spidsen søndag aften holdt mindekoncerten »One Love Manchester«.
Justin Bieber, Robbie Williams og Katy Perry var blandt de optrædende, der på den måde samlede ind til ofrene for terrorangrebet ved Manchester Arena den 22. maj, hvor 22 mennesker blev dræbt efter en Ariana Grande-koncert.
Showet blev tv-transmitteret i 56 lande, men det var særligt i Storbritannien, at folk fulgte med.
Undervejs så 14,5 millioner briter med på kanalen BBC One, hvilket svarer til hver anden britiske tv-seer dén aften.
I gennemsnit var der 10,9 millioner tv-seere, hvilket gjorde det til årets mest sete program hos den britiske public service-station.
Det skriver magasinet Variety.
På BBC’s iPlayer streamede over en million brugere koncerten, hvilket gør det til det mest streamede BBC-program nogensinde, hvis man ser bort fra sportsbegivenheder.
Under den tre timer lange koncert blev der samlet næsten 20 millioner kroner ind til ofrene, ifølge The Independent.
I løbet af koncerten fik Ariana Grande blandt andet selskab af en gruppe lokale skolebørn, der havde overlevet angrebet, ligesom hun roste sine fans for deres reaktion efter tragedien.
»Tak fordi I står sammen, og fordi I er så kærlige og stærke,« sagde hun.
I alt 50.000 tilskuere var mødt op koncerten.