Fortsæt til indhold
Musik

Støttekoncert for ofre efter Manchester-angreb har skaffet fond over 80 millioner kroner

I løbet af tre timer donerede folk næsten 20 millioner kroner.

Det var ikke kun gennem deres musik, at kunstnere som Justin Bieber, Robbie Williams, Katy Perry og Ariana Grande søndag aften spredte glæde oven på terrorangrebet i Manchester den 22. maj.

Det lykkedes nemlig musikerne at sørge for, at støttefonden We Love Manchester Emergency Fund nu har samlet over 85 millioner kroner ind til angrebets ofre og pårørende.

Det bekræfter Røde Kors i Storbritannien.

Alene i løbet af den tre timer lange koncert blev der samlet næsten 20 millioner kroner ind til ofrene, ifølge The Independent.

Røde Kors forventer samtidig, at beløbet vil stige med over 10 millioner pund, når man har fået opgjort alle indtægter fra billetsalg, salg af merchandise og tv-rettigheder.

Ariana Grande ved mindekoncerten i Manchester. Foto: Dave Hogan/AP

Ariana Grande vendte tilbage til Manchester, efter at hendes koncert ved Manchester Arena blev skæmmet af en eksplosion, der trak 22 mennesker i døden og sårede over 100 personer.

Til søndagens mindekoncert, »One Love Manchester«, medvirkede desuden kunstnere som Miley Cyrus, Black Eyed Peas, Coldplay og Liam Gallagher.

Arrangementet var omfattet af et massivt sikkerhedsopbud, blandt andet på grund af angrebet i London, der lørdag kostede syv mennesker livet.

Under koncerten fik Ariana Grande blandt andet selskab af en gruppe lokale skolebørn, der havde overlevet angrebet, ligesom hun roste sine fans for deres reaktion efter tragedien.

»Tak fordi I står sammen, og fordi I er så kærlige og stærke,« sagde hun.

I alt 50.000 mennesker mødte op til søndagens koncert.