Øjenvidne i Stockholm: »Jeg så hundredvis af mennesker, som sprang for deres liv«
Mange mennesker var øjenvidner til lastbilen, der kørte ind i en stor folkemængde i Stockholm.
En lastbil er kørt ind i en folkemængde i Stockholms centrum på Drottninggatan. De svenske medier har talt med flere personer, som overværede hændelsen.
»Jeg så hundredvis af mennesker, som sprang, de sprang for deres liv,« siger en kvinde ved navn Anna til Aftonbladet.
Ifølge SVTs reporter, som befinder sig på stedet, kører politiet rundt og advarer om ”en terrorhandling” og råder folk til at blive indendøre.
Et andet øjenvidne fortæller, at han befandt sig i en skobutik, da folk begyndte at skrige.
»Vi stod inde i en skobutik, da jeg hørte larm, og folk brød ud i skrig. Så kiggede jeg ud af butikken og fik øje på en stor lastbil, som hamrede ind i væggen på den anden side af gaden,« siger Jan Granroth til Aftonbladet. Bagefter løb han ud af nødudgangen i butikken, som førte ud til Malmskillnadsgatan.
Et andet øjenvidne beskriver hændelsen, da lastbilen kom trumlende.
»Jeg gik på hovedgaden, da en lastbil kom ud af det blå. Jeg kunne ikke se, om nogen kørte den, men den kørte ukontrolleret. Jeg så mindst to blive påkørt. Jeg sprang væk derfra, så hurtigt jeg kunne« siger Dimitris til Aftonbladet.
Paula Lobos på 43 år arbejder midt på Drottninggatan. Hun reagerede, da hun hørte højlydte smæld udenfor kontoret og beskriver panikken, der efterfølgende bredte sig på stedet.
»Jeg så ikke selve hændelsen, men jeg hørte det. Det lød som om, at nogen skød eller kørte ind i ting, det lød meget højt. Folk skreg for livet,« fortæller hun til det svenske medie Expressen.
Hun kiggede ud af vinduet og så flere mennesker, hvoraf to var alvorligt sårede. De lå på gaden lige udenfor kontoret, hvor nogle folk forsøgte at hjælpe dem.
Flere ambulancer er nu på stedet. Säpo, som er det svenske efterretningsvæsen, bekræfter, at der er mindst to døde og kalder det et »attentat.« Politi på stedet siger til TT, at der skal være tre døde og otte sårede, men det er ikke bekræftet fra officielt hold.
»Det så ud som om politiet ikke havde kontrol over manden. Han var granvoksen,« siger Vendela Söderberg på 25 år, som sad i en bus og så hele episoden derfra, til Expressen. Hun fortæller, at politibetjentene skreg, imens de kæmpede med manden. Bagefter trak de ham ned ad gaden.
»Folk sagde, at det var ham, der kørte lastbilen,« siger hun.
Drottninggatan i Stockholm er en central gade med mange butikker, barer og restauranter. En vidne fortæller, at han var ved at shoppe i H&M, da lastbilen kom bragende, og at han først så gaden bagefter.
»Det lignede billederne fra julemarkedet i Tyskland,« siger han til Expressen og henviser til terrorangrebet i Berlin i 2016.
Han talte fire eller fem personer, som lå ned på gaden, fortæller han.
Expressen var tidligere i kontakt med et vidne, som var indespærret i en butik, imens politiet gik rundt udenfor.
»Der ligger to mennesker på jorden udenfor. Den ene ser ud til at være i live, den anden ved jeg ikke med,« fortalte vidnet.
En anden person stod og købte blommer, da lastbilen stormede ukontrolleret ned ad gaden og mejede flere personer ned. Vedkommende fortæller, at der lå en død hund og flere blodspor på gaden.
»Længere nede af gaden ved krydset mellem Drottninggatan og Kungsgatan ligger der flere livløse personer,« fortæller vidnet og tilføjer, at redningsfolk forsøger at få liv i dem.