Fortsæt til indhold
Europa

Statsminister Löfven: Sverige er blevet angrebet

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, siger, at Sverige er blevet angrebet.

/ritzau/

- Sverige er blevet angrebet.

Det siger landets statsminister, Stefan Löfven, efter at en lastbil fredag eftermiddag er kørt ind i en menneskemængde i det centrale Stockholm.

- Regeringen gør alt for at støtte myndighederne, som er i gang med arbejdet.

- Nu opfordrer vi offentligheden til at være opmærksomme og lytte til politiets oplysninger.

- Politiet siger, at to personer er omkommet. Mine tanker går til ofrene og deres familier, siger Löfven.

Sveriges statsminister, Stefan Löfven. Foto: Thomas Johansson/TT/AP

Han er nu på vej til Stockholm for at håndtere situationen, siger han til pressen.

Der er indkaldt til et hasteråd i Riksdagen.

Lastbilen kørte ind i menneskemængden på Drottninggatan og fortsatte ind i et indkøbscenter.

Ifølge Aftonbladet er lastbilen stjålet tidligere fredag.

LIVE: Lastbil er kørt ind i menneskemængde i Stockholm

Den svenske statsminister befandt sig på Ängskolan i Kinna, da lastbilen kørte ind i folkemængden i Stockholm.

Der var han for at vise sin støtte til de elever, der var med i en busulykke i weekenden.

I en udtalelse fra det svenske kongehus skriver kongefamilien:

- Jeg og hele kongefamilien har med forfærdelse modtaget oplysninger om eftermiddagens angreb i Stockholm. Baggrunden og omfanget af hændelsen er endnu ikke kendt.

- Vi følger udviklingen. Men vores tanker er hos ofrene og deres familier, skriver kongehuset på vegne af kong Carl Gustaf.