Russisk ministerium vil bandlyse alle Jehovas Vidner i landet
I Rusland er der optakt til en konflikt om religionsfrihed, efter Justitsministeriet har opfordret højesteret til at forbyde Jehovas Vidner som praktiserende trosretning.
Når man afviser værnepligt og i stedet uddeler foldere og pjecer om Jehova på gader og stræder, er man åbenbart ikke populær hos det russiske justistministerium.
Ministeriet har nemlig opfordret til et forbud mod Jehovas Vidner, en global, religiøs bevægelse, som ikke anerkender bibellæren om den treenige Gud, men derimod tror på, at Jehova er den eneste guddommelige magt og skaberen af alt.
Justitsministeriet har bedt Ruslands højesteret om at lukke Jehovas Vidners hovedkvarter i Rusland og forbyde de 175.000 russiske medlemmer af trosretningen at »dele ekstremistisk litteratur« ud, som ministeriet formulerer det.
Det skriver det britiske medie BBC.
Ifølge mediet har en talsmand for Jehovas Vidner i Rusland kaldt opfordringen til et forbud for »en forfølgelse af Jehova-tilbedere blot for at manifestere deres tro (ortodoks kristendom, den førende religion i Rusland, red).«
I enkelte russiske regioner har man allerede lukket ned for Jehovas Vidner med begrundelsen, at Jehovas Vidners aktiviteter »strider mod Ruslands lov om bekæmpelse af ekstremisme.«
Ifølge den russiske forfatning skal staten ellers garantere for befolkningens rettigheder uafhængigt af deres religiøse ståsted såvel som køn og etnicitet. Derfor argumenterer samfundet af Johovas Vidner ifølge BBC for, at Justitsministeriets forslag er forfatningsstridigt.
På verdensplan har Jehovas Vidner næsten 8,5 millioner medlemmer. Jehovas Vidner blev registreret og godkendt som en trosretning i Rusland i 1991.
Under diktatoren Josef Stalins 30-årige regime i første halvdel af 1900-tallet blev tusindvis af Jehovas Vidner-medlemmer deporteret til Sibirien sammen med andre religiøse grupper.
Den russiske højesteret har endnu ikke afgjort, om sagen skal tages op, eller om den er forfatningsstridig.