Erdogan: Tysk aflysning af valgmøder minder om Nazi-tiden
Tyskland og Tyrkiet er havnet i en diplomatisk krise, efter at en række valgmøder er blevet aflyst i Tyskland.
Aflysningen af tyrkiske valgmøder i Tyskland minder om Nazi-tiden.
Det mener Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.
- Jeres fremgangsmåde er ikke anderledes end nazisternes dengang, siger han under en kvindemarch i storbyen Istanbul.
- Jeg troede, at Tyskland for længst havde droppet det (nazisternes fremgangsmåde, red.). Men vi tog fejl.
Tyskland og Tyrkiet er havnet i en diplomatisk krise, efter at en række valgmøder med deltagelse fra forskellige tyrkiske ministre i tyske byer er blevet aflyst af sikkerhedsmæssige årsager i den forgangne uge.
Tyrkiet skal stemme om en forfatningsændring i april. Den vil give Erdogan meget mere magt.
Der bor knap halvanden million tyrkere i Tyskland med stemmeret i Tyrkiet.
Aflysningerne har fået den tyrkiske regering til at anklage tyskerne for at underminere dens valgkampagne.
Forholdet mellem de to lande er blevet forværret efter et mislykket tyrkisk militærkup i juli sidste år.
Kritikerne mener, at Erdogan har benyttet kuppet til at rense ud hos politiet, domstolene, hæren og lærere på universiteter.
- I vil belære os om demokrati - og så vil I ikke engang lade dette lands ministre tale hos jer, siger Erdogan søndag.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, talte lørdag i telefon med den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim. Det skete i et forsøg på at bløde krisen op.
De to landes udenrigsministre skal desuden mødes i løbet af den kommende uge.
Konflikten mellem de to lande har allerede givet genlyd i flere andre europæiske lande. Den hollandske højreorienterede politiker Geert Wilders har ifølge Reuters krævet, at tyrkiske valgmøder forbydes i landet.
Og Østrigs kansler, Christian Kern, opfordrer søndag i et interview med den tyske avis Welt am Sonntag hele EU til at forbyde valgmøderne.
- En fælles reaktion for at forhindre den form for valgkamp giver mening, så enkelte lande som Tyskland, hvor møder bliver forbudt, ikke bliver presset af Tyrkiet, siger Kern i interviewet.