Fortsæt til indhold
Europa

Tysk journalist varetægtsfængslet på ubestemt tid i Tyrkiet

En korrespondent for en af Tysklands store aviser er tiltalt for propaganda for en terrororganisation. I øjeblikket sidder over 150 journalister i fængsel i Tyrkiet.

Berlin

Fem år i et tyrkisk fængsel.

Så slem kan fremtiden se ud for den tysk-tyrkiske journalist Deniz Yücel, 43.

Mandag aften blev han i Istanbul varetægtsfængslet på ubestemt tid, tiltalt for at stå bag propaganda for en terrororganisation og for at opildne til vold.

Det fortæller den tyske avis Die Welt, som Yücel er korrespondent for i Tyrkiet.

Reporteren blev i første omgang fængslet, da han for 14 dage siden frivilligt kom ind på politistationen, fordi han havde fået oplyst, at man ledte efter ham.

Her blev han tilbageholdt. Årsagen var, fik han at vide, at han havde skrevet om emails, som var blevet lækket fra den tyrkiske energiministers private konto.

Ministeren hedder Berat Albayrak. Han er også præsident Recep Tayyip Erdogans svigersøn, og Yecel er langt fra den eneste korrespondent, som har skrevet om sagen.

Yücel har været korrespondent i Tyrkiet for Die Welt siden maj 2015. Han er kendt for at kritisere Erdogan.

Myndighederne nægtede da også at akkreditere ham, altså at give ham formel tilladelse til at arbejde som journalist i landet.

Men da Yücel også er tyrkisk statsborger, har han ret til at blive.

Nu er han den første tyske korrespondent, som er blevet varetægtsfængslet, siden det konservative, muslimske parti, AKP, kom til magten i 2002. Og nok så vigtigt siden det mislykkede kupforsøg i juli 2016.

Allerede i december 2016 blev en amerikaner, som var korrespondent for avisen Wall Street Journal, fængslet. Han forlod efterfølgende landet.

I øjeblikket sidder der over 150 journalister i fængsel i Tyrkiet. Det er flere end i Kina eller Iran.

I juli 2016 røg Tyrkiet ned på plads 151 på ranglisten over pressefrihed i 180 lande, som interesseorganisationen Reporters Without Borders offentliggør.

Det tyske journalistforbund, Der Deutsche Journalisten-Verband, kalder fængslingen af Yücel for en ”rystende krænkelse af pressefriheden.”

I Tyskland har varetægtsfængslingen vakt store protester. Landets kansler, den konservative Angela Merkel, sagde mandag aften, at fængslingen var ”bitter og skuffende” og ”uforholdsmæssigt hård”.

Kansleren lovede at fortsætte indsatsen for at sikre, at korrespondenten får en retfærdig behandling.

Özcan Mutlu, som er medlem af forbundsdagen for partiet De Grønne, har indkaldt til demonstration tirsdag foran den tyrkiske ambassade i Berlin.

Siden det mislykkede militærkup i Tyrkiet juli 2016 er over 100.000 mennesker blevet fyret eller suspenderet fra det tyrkiske militær, politi og den private sektor. Mange tusinde sidder også fængslet.

Kupforsøget har forværret forholdet mellem Tyskland og Tyrkiet. Ifølge Ankara var prædikanten Gethullah Gülen hjernen bag kupforsøget, og derfor har Tyrkiet bedt de tyske myndigheder udlevere Gülen-tilhængere.

Det har Tyskland nægtet.

Siden har der været en række diplomatiske knubs. F.eks. har Die Welt beskrevet, hvordan tyrkiske imamer skal have spioneret i Tyskland for den tyrkiske regering.

Hver gang en kontrovers er dukket op, har Berlin på den ene eller den anden måde dæmpet gemytterne.

Ikke mindst fordi det gælder om at bevare et stabilt forhold til Ankara af hensyn til den flygtningeaftale, EU indgik med Tyrkiet i marts 2016.

Spørgsmålet er, om den strategi kan bevares, nu hvor Tyskland går en valgkamp i møde. I september 2017 genopstiller Angela Merkel som kansler. Her kan hun få stærk kritik, hvis hun er for eftergivende over for Erdogan.