Fortsæt til indhold
Europa

»Logistisk mareridt« i jødisk London-kommune kan få betydning for borgmestervalg

Efter debat om antisemitisme i Labour blev vælgere i jødisk valgområde forhindret i at stemme.

Sagen har naturligvis fået sit eget hashtag; #Barnetgate.

Navnet dækker over, at valgstederne i London-kommunen Barnet stort set var ude af drift de første tre timer af valgdagen torsdag.

Hundredvis af vælgere på de i alt 155 valgsteder blev afvist pga. mangelfulde vælgerlister.

»Ud af de syv personer, som kom til mit valgsted inden for de første 10 minutter, kunne kun én få lov til at stemme,« siger Labour-byrådsmedlemmet Arjun Mittra til The Independent.

Han kalder det »et logistisk mareridt.«

Valgstederne åbnede kl. 7, men først kl. 10.40 kunne Barnet Kommune meddele, at man nu havde fuldstændig styr på de opdaterede vælgerlister, og opfordrerede dem, der var gået forgæves tidligere, til at prøve igen.

Forinden havde mange dog fået lov at stemme, hvis blot de havde billede-id eller valgkort med.

Men flere gik ikke desto mindre forgæves. Arjun Mittra fortæller, at mange blev vrede, og at én kvinde græd af frustration, fordi hun ikke havde mulighed for at komme tilbage senere.

»Hørte om en Barnet-vælger, som mødte op ved et valgsted, var blevet markeret som allerede havende afgivet sin stemme, men kunne alligevel få lov til at stemme. Kaos,« skriver den politiske korrespondent på den britiske avis Jewish Chronicle, Marcus Dysch, på Twitter.

Sagen er særligt prekær, fordi Barnet er den kommune i England, som har den højeste andel jødiske indbyggere og traditionelt set stemmer på De Konservative.

Den ene af de to borgmesterkandidater, Zac Goldsmith, er både jøde og konservativ, og det faktum at mange jøder formentlig blev forhindret i at stemme, blandt dem overrabbineren Rabbi Ephraim Mirvis, er blevet bemærket.

Logistikproblemerne udspiller sig samtidig på baggrund af den seneste tids debat om antisemitisme i Labour. Forleden kom det frem, at partiet i al hemmelighed havde ekskluderet 50 medlemmer pga. antisemitiske og racistiske kommentarer.

Ifølge konservative kilder, som The Telegraph har talt med, overvejer man nu, om man skal tage retslige skridt, hvis Labour-kandidaten, den muslimske Sadiq Khan, får en smal sejr.

Byrådet i Barnet vil nu undersøge, hvad der gik galt i sagen.

Resultatet af borgmestervalget ventes efter kl. 18 fredag.