Fortsæt til indhold
Europa

Sharia-love skal accepteres, skrev politiker i indlæg, men hun var slet ikke forfatteren

En politiker fra det kriseramte Miljøpartiet endte som afsender på et kontroversielt debatindlæg.

Islamistiske værdier bør hilses velkomne, og sharia-love skal accepteres i mangfoldighedens navn.

Sådan lød nogle af holdningerne i et debatindlæg bragt i lokalavisen Eskilstuna-Kuriren onsdag.

Afsenderen var tilsyneladende Sümeyya Gencoglu, kommunalpolitiker og medlem af det kriseramte svenske Miljøpartiets bestyrelse.

Udmeldingerne i debatindlægget kom samtidig med, at Miljøpartiets ledelse offentligt har erkendt, at man fremover bliver nødt til at være langt tydeligere på partiets værdier og i det hele taget have en tilbundsgående værdipolitisk diskussion.

At det var nødvendigt med indrømmelser skyldtes et skandaleramt forløb, hvor bl.a. partiets boligminister, den tyrkiskfødte Mehmet Kaplanen, måtte gå af, fordi han havde spist middag med lederen af den ultranationalistiske og fascistiske tyrkiske organisation De Grå Ulve.

En anden, Yasri Khan, som kandiderede til en plads i partiets bestyrelse, måtte opgive ævred, da det viste sig, at han af religiøse årsager ikke ville give hånd til en kvindelig journalist.

Efterfølgende lød det fra flere sider, at partiet muligvis er infiltreret af islamister, og senest har to partimedlemmer måttet tage en timeout. Den ene, fordi hun i 2014 havde udtalt i et valgmagasin udgivet af det tyrkiske ungdomsforbund, at hun og hendes parti ville arbejde aktivt for, at den svenske anerkendelse af det armenske folkemord i 1915 i Tyrkiet ikke bliver håndhævet.

Den anden fordi han havde inviteret den kendte islamist Salman al-Ouda til et velgørenhedsarrangement.

Og onsdag kunne læsere af Eskilstuna-Kuriren så blive bekræftet i, at den er helt gal i Miljøpartiet, da de læste debatindlægget, som var udstyret med Sümeyya Gencoglus navn.

Problemet var bare, at hun ikke havde skrevet det. Hun befandt sig til sin søsters bryllup i udlandet, da hun ifølge Eskilstuna-Kuriren pludselig fik voldsomme reaktioner på debatindlægget i avisen.

»Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige om det. Det er så ubehageligt, at nogen har oprettet en e-mailkonto i mit navn og spreder sådan noget,« siger Sümeyya Gencoglu til Eskilstuna-Kuriren.

Fra avisens side lyder det, at der er sket en fejl, en fejl som Miljøpartiet opdagede, ikke avisen.

»Vi må styrke vores rutiner, og så vidt jeg ved, er det aldrig sket før - at nogen har skabt en falsk profil i en indsenderskribentens navn,« siger chefredaktør Eva Burman.