Frankrig vil have en hurtig udlevering af Abdeslam
De franske myndigheder går efter at få udleveret terrormistænkte Salah Abdeslam så hurtigt som muligt.
Lørdag morgen indkaldte Frankrigs president Francois Hollande sine ministre til nødsamråd på Elysée Paladset, efter anholdelse af den terrormistænkte Salah Abdeslam i Belgien fredag aften, skriver theguardian.com.
Lørdagens møde havde ifølge præsidenten til formål at "se på, hvor vi er med de operationer, som er gennemført i kampen mod terrornetværk i Frankrig og Europa."
Hollande har udtalt, at Frankring ville søge om en "hurtig" udlevering af Abdeslam.
- Jeg er sikker på, at de franske myndigheder meget hurtigt vil udstede en anmodning om udlevering [...] og de belgiske myndigheder vil svare så positivt som muligt, så hurtigt som muligt,« udtalte præsidenten fredag.
Ifølge NBC.com planlægger franske og belgiske antiterror-anklagemyndigheder en telefonkonference lørdag, hvor Abdeslams udlevering skal diskuteres.
Abdesalam, som er udskrevet fra hospitalet, og nu afhøres af belgisk politi, vil dog i følge hans advokat modsætte sig udlevering til Frankrig.