Overblik: Belgisk politi har pågrebet terrormistænkt
Den hovedmistænkte fra Paris-angrebene er fredag blevet anholdt i Bruxelles efter flere måneders menneskejagt.
* Ved en stor aktion fredag aften i Bruxelles har belgisk politi blandt andre anholdt den hovedmistænkte i Paris-angrebene i november, Salah Abdeslam.
* Aktionen blev indledt omkring klokken fem fredag eftermiddag i Bruxelles-bydelen Molenbeek.
* Politiaktionen kom, efter at Salah Abdeslams fingeraftryk blev fundet i en lejlighed tirsdag i en anden del af Bruxelles, hvor en formodet islamisk kriger blev skudt.
* Salah Abdeslam blev fredag anholdt efter skududvekslinger havde fundet sted, oplyser fransk politi til nyhedsbureauet AFP.
* Den 26-årige belgier skulle være blevet såret i benet i forbindelse med aktionen, lyder det fra politiet. Han er blevet behandlet på hospital Saint-Pierre i Bruxelles.
* Tv-stationen RTBF kunne cirka klokken 20.30 oplyse, at politioperationen i Molenbeek var overstået.
* Premierminister Charles Michel kunne kort efter fortælle, at ud over Salah Abdeslam, var to andre blevet anholdt. De tilhører familien, der husede Salah Abdeslam.
* 130 mennesker mistede livet under angrebene på det franske nationalstadion, caféer og beværtninger i det centrale Paris og koncertsalen Bataclan.
* Salah Abdeslam menes at være den sidste overlevende ud af de ti, som udførte angrebene i november. Han skulle være flygtet til Bruxelles efter Paris-angrebene, hvor han havde nægtet at sprænge sig selv i luften.
* François Hollande ønsker Salah Abdeslam udleveret til Frankrig ”hurtigst muligt”.