Kødfrie dage? Nein danke ...!
Tyskerne spiser meget kød – for meget, mener miljøfolk. Kun 3 pct. er vegetarer.
BERLIN — Det kan godt være, at et kødfrit liv er ved at være moderne i tyske storbyer – de første veganske currypølser har holdt deres indtog i et supermarked i Berlin – men grundlæggende er forbundsrepublikkens spisevaner konservative, som så meget andet.
Tyskerne skal have kød på bordet, i gennemsnit 120 gram om dagen, viser en undersøgelse fra landbrugsministeriet.
Men tallet dækker over store forskelle. Således gafler en mand i Mecklenburg-Vorpommern i det nordøstligste Tyskland 172 gram i sig, mens en kvinde i Baden-Württemberg mod sydvest, nær Frankrig og Schweiz, nøjes med 72 gram.
Den østtyske mand spiser altså mere end dobbelt så meget kød som den vesttyske kvinde.
Rapporten synes at bekræfte, at tyskere er glade for pølser og andre kødvarer. Kun 3 pct. af de adspurgte erklærede sig som vegetarer – 1 pct. af mændene og 6 pct. af kvinderne.
Gennemsnitligt spiser 47 pct. af mændene og 22 pct. af kvinderne kød hver dag, og tilsammen 83 pct. flere gange om ugen.
Der er imidlertid folk, som er endnu gladere for kød, f.eks. danskere. Ifølge Landbrug & Fødevarer er der store spænd i forskellige opgørelser over danskeres kødforbrug, men det svinger mellem 48 og 88 kg om året. Tyskerne ligger med knapt 44 kg under disse mængder.
De Grønne vil noget andet
Hos De Grønne, der bl.a. ser sig som et miljøparti, er man ikke glade for tingenes tilstand i Tyskland.
Heinrich Böll-instituttet, som står partiet nær, har netop udsendt et såkaldt kødatlas, der navnlig kortlægger produktionen. Heraf fremgår, at 80 pct. af landbrug med dyrehold har måttet give op inden for de seneste 15 år, alt imens kødproduktionen er øget med henved 50 pct.
Landbrugene bliver altså stadig større, og dyrene opdrættes i noget, der ligner fabrikker, påpeges det. Metoden er skadelig for såvel dyrevelfærd som miljøet, mener instituttet. Der kommer bl.a. »uacceptabelt høje« mængder ammoniak og nitrat ud i grundvandet, hedder det.
Løsningen bør være at opgive hæmningsløs vækst og igen satse på mindre og mellemstore brug, mener Heinrich Böll-instituttet.
Kød skal være noget særligt
Kød skal igen være noget særligt på tyske middagsborde, og man foreslår at genindføre søndagsstegen, hvor alene navnet antydede, at kød ikke var en hverdagsspise. Men tyskerne ser også på prisen, og da De Grønne i en valgkamp for nogle år siden foreslog en kødfri dag om ugen, dykkede stemmetallet.