Oversvømmelse i Sydfrankrig: Franskmænd forlod bilerne og lod dem stå midt på vejen
Mindst 17 personer er døde efter usædvanligt kraftigt skybrud i Sydfrankrig. På tre timer faldt der lige så meget regn, som der plejer at gøre på to måneder. Christina Stoltenberg Perret
PARIS
Man skulle tro, en kæmpe havde haft et raserianfald i det sydøstlige Frankrig.
Søndag morgen lå der træer, som var revet op af jorden.
I mange veje var der flere meter store huller.
Rundt omkring lå der biler på siden, på taget – nogle oven på andre biler.
Men det var et uventet kraftigt skybrud, som ramte turistmagneten, regionen Alpes-Maritimes, lørdag aften mellem kl. 19 og 22.
Det kostede mindst 17 menneskers liv. Det vides endnu ikke, om der er udlændinge iblandt dem. Søndag aften var fire personer stadigvæk savnet ifølge den franske avis Le Nouvel Observateur.
I filmbyen Cannes sad danske Christina Stoltenberg Perret sammen med sin mand, børn og svigerforældre og spiste på restaurant. Da uvejret begyndte, tog de sig ikke af det, for det regner tit kraftigt om efteråret.
Men da det blev tid til dessert, begyndte vandet at sive ind blandt stolene, så folk gav sig til at hjælpe til med at skovle det ud igen:
»Da gik det op for os, at det kunne ende galt, så vi besluttede os for at tage hjem, inden vi blev fanget i oversvømmelserne,« forklarede hun søndag.
To måneders regn
De ca. 10 km mellem Cannes og familiens hjem i byen Mandelieu-la-Napoule blev en rejse i en af de værste oversvømmelser i området de senere år.
Flere af vejene blev lynhurtigt blokeret pga. vandmasserne.
»Kloakdækslerne begyndte at hoppe af, så der nærmest kom en hel flod strømmende gennem gaderne.«
I alt faldt der 195,5 mm vand i Cannes – det svarer til mere end en måneds nedbør, ifølge Frankrigs svar på DMI, Méteo France.
Allerede lørdag formiddag havde det meteorologiske institut advaret om, at det ville blive slemt. Men ikke så slemt, forklarede vicedirektør for driftsledelsen, Pascal Brovelli, til Le Monde søndag.
»Vi kunne ikke forudse, at det ville blive så intenst på så kort tid.«
Den helt usædvanlige situation fik indbyggerne til at opføre sig uforsigtigt, forklarer Christina Stoltenberg Perret:
»De parkerede midt på vejen, og vadede rundt og blokerede på den måde vejen for andre. De tænkte sig ikke om.«
Død i parkeringshuset
Mindst syv af dødsfaldene indtraf i Mandelieu-la-Napoule, hvor ofrene var gået ned i en parkeringskælder for at redde bilen. Her blev de overrasket af vandet. Søndag kæmpede redningsfolkene for at finde dem.
»I kælderen er vandet så uklart, at redningsfolkene ikke kan se ligene, det er apokalyptisk« forklarede Henri Leroy, der er borgmester i byen.
Andre døde er fundet på en campingplads, i bilen under en tunnel og på et plejehjem.
Frankrigs præsident, Francois Hollande, tog straks til regionen søndag morgen. Her understregede han klimaændringernes rolle:
»Der har altid været katastrofer, men deres rytme og intensitet er øget,« lød det fra præsidenten.
Han opfordrede også til, at der bliver truffet nogle beslutninger på klimaområdet.
Det næste klimatopmøde bliver afholdt i Paris i december måned.