Fortsæt til indhold
Europa

Svensk sex-sag mod Julian Assange er ved at smuldre

Tre af de fire anmeldelser mod den australske Wikileaks-stifter forældes i den kommende uge.

Henrik Thomsen, Jyllands-Postens korrespondent

Sex-sagen mod Wikileaks-stifteren Julian Assange smuldrer for den svenske anklagemyndighed, som mistænker den 44-årige australier for fire overgreb angiveligt begået mod to kvinder under et ophold i Stockholm i 2010.

Siden juni 2012 har Assange opholdt sig på Ecuadors ambassade i London for at undgå udlevering til Sverige. Britisk politi bevogter ambassaden døgnet rundt, så han ikke kan slippe væk.

Bevogtningen har foreløbig kostet briterne 125 mio. kr., og også myndighederne i Ecuador er godt trætte af sagen. Regeringen i Quito har givet Julian Assange asyl og kæmper for, at han kan forlade ambassaden og rejse sikkert til sit nye hjemland.

Assange erkender at have dyrket sex med de to kvinder, men han fastholder, at de frivilligt gik med til det.

Australieren vil ikke udleveres, fordi han frygter, at svenskerne vil sende ham videre til USA. Her venter langt alvorligere anklager, efter at Wikileaks lækkede hundredtusinder af hemmelige dokumenter, bl.a. om den amerikanske krigsindsats i Irak og Afghanistan.

Nu er der imidlertid udsigt til et opbrud i den fastlåste sag. Svenskerne har efterforsket fire anmeldelser mod Assange, men på grund af forældelsesreglerne falder tre af dem bort i løbet af den kommende uge.

Den alvorligste mistanke – voldtægt mod en af kvinderne – forældes først om fem år, så dermed er der ikke udsigt til, at Assange umiddelbart kan forlade ambassaden i London. Men udviklingen har ifølge flere britiske aviser ført til nye forhandlinger mellem Ecuador og Sverige.

Indtil i foråret insisterede den svenske anklagemyndighed på at afhøre Assange i Stockholm, men i marts gik chefanklager Marianne Ny med til at lade ham afgive forklaring på Ecuador-ambassaden i London.

Afhøringen i London er imidlertid stadig ikke blevet til noget, fordi Ecuador forlanger, at svenskerne inden da skal anerkende Julian Assanges asylstatus. Det har den svenske anklagemyndighed hidtil afvist.

Det lange ophold i den relativt beskedne ambassadebygning har givet Julian Assange problemer med helbredet.

Han bor i et mindre værelse med en enkeltseng, en reol og et lille rundt bord med stole, men han kan kommunikere frit med omverdenen via internettet. Assange giver jævnligt interviews, og han er i tæt kontakt med sine støtter i Australien, hvor han forgæves har forsøgt at blive valgt ind i Senatet.

Hovedparten af Wikileaksdokumenterne blev ulovligt downloadet af den 27-årige Bradley Manning, som i august 2013 fik 35 års fængsel i USA for bl. a. spionage. Det menes, at han lækkede over 700.000 filer.

Den tidligere amerikanske efterretningsanalytiker i Irak korresponderede i en lang periode dagligt med Julian Assange og blev hans ven.