EU-sanktioner medfører tyverier i Rusland
Tyverier kostede sidste år detailbranchen i Rusland 110 mio. kr. Samtidig steg inflationen i landet.
Antallet af butikstyverier i Rusland steg med 44 pct. i løbet af 2014. Den inddirekte årsag menes at være den økonomiske forfatning, som landet er i som følge af sanktionerne mod landet og de faldende oliepriser.
Det russiske skattevæsen har opgjort tabene til butikstyveri i løbet af 2014, og ifølge den britiske avis The Telegraph er der blevet anmeldt tyverier for 930 mio. rubler i løbet af sidste år.
Det svarer til ca. 110 mio danske kroner. Ikke just et voldsomt beløb, når man tager Ruslands knap 144 mio. indbyggere i betragtning.
I en udtalelse til avisen Izvestia påpeger de russiske myndigheder imidlertid, at tabstallet i virkeligheden er langt, langt højere.
Der er nemlig kun taget højde for tyverier, der også er blevet anmeldt til politiet, og det er ikke ualmindeligt, at russiske detailhandlere ikke vil indrømme de faktiske tab.
Ifølge avisen kan der således være blevet stjålet for svimlende 230 mia. danske kroner, når alt regnes med.
Over 23 mio. russere lever hver måned for under 9.660 rubler til at dække alle udgifter. Det svarer til omtrent 1.100 kroner.
Dermed lever 15 pct. af befolkningen i Rusland under fattigdomsgrænsen.
Målt på butikstyverier ser det særligt slemt ud i hovedstaden, Moskva. Over halvdelen af de anmeldte tyverier i 2014 fandt sted i Moskva.
Det er især varer som stærk alkohol, pølse, æg, kaffe samt kosmetik og parfume, der bliver rapset fra hylderne hos de russiske detailhandlere.