Fortsæt til indhold
Europa

20.000 politibetjente skal have kropskamera

Londons bystyre investerer mere end 100 mio. kr. i kropskameraer til alle politibetjente.

Efter et succesfuldt forsøg, hvor 550 politibetjente blev udstyret med et kropskamera, har Londons borgmester, den konservative Boris Johnson, nu besluttet, at samtlige patruljerende betjente i London, fra foråret 2016 skal udstyres med et kropskamera.

Johnson og Londons politimester, Sir Bernard Hogan Howe, forventer at politiets brug af kameraer kan nedbringe antallet af overfald på politibetjente, samtidig med, at optagelserne fra kameraerne kan være med til at give borgerne mere tillid til politiet, fordi det i fremtiden vil være muligt et dokumentere om betjentene har opført sig korrekt, når borgerne klager.

Derudover viser erfaring fra forsøgsordningen, at kameraerne får lovovertrædere til at tilstå tidligere, når de konfronteres med politiets optagelser.

"Teknologien vil fremme borgernes tillid til politiet og give offentligheden mulighed for drage betjente til ansvar for deres opførsel. Derudover vil den hjælpe politiet med at gøre sit arbejde."

"Udrulningen vil gøre kropskameraer tilgængelige for flere betjente end nogen anden by i verden, og det er et kæmpe skridt hen imod at bringe Londons politistyrke ind i det 21. århundrede," sagde Boris Johnson til London Assembly, som er et folkevalgt kontroludvalg under Londons bystyre.

Londons bystyre vil i løbet af efteråret gennemføre en storstilet informationskampagne, der skal informere borgerne om, hvordan politiet vil bruge kropskameraerne, og hvor og i hvilke situationer borgerne kan forvente at møde betjente med kropskameraer.

Samtidig vil Metropolitan Police's etiske udvalg udarbejde retningslinjer for, hvordan betjentene skal og må bruge kameraerne.