Voldtog spædbørn: "Jeg troede ikke, at så små børn tog skade"
Fem tiltalt i en af norgeshistoriens mest omfattende overgrebssager, hvor spædbørn blev voldtaget.
"Jeg har ikke helt forstået alvoren i det, jeg har gjort. Jeg troede ikke, at så små barn tog skade af sådan noget. Jeg forstår det bedre nu, men jeg har brug for hjælp og behandling."
Sådan lød det ifølge NRK tirsdag i Drammen tingrett fra en 32-årig mand, som bl.a. står tiltalt for at have forgrebet sig på sin søn, da han var to måneder gammel, samt på sin tidligere kærestes datter fra hun ligeledes var to måneder gammel.
Her forklarede han, at han havde en normal opvækst, men pludselig blev meget interesseret i pornografi og efterhånden fik kontakt til andre med ekstreme seksuelle fantasier, og at de sammen udlevede dem.
Mandag indledtes det, som er blevet døbt en af norgeshistoriens mest omfattende overgrebssager. Den ventes at fortsætte de næste 11 uger.
"Vi befinder os i en virkelighed, som er ulig den, de fleste af os er i," indledte statsadvokat Kristin Røhne ifølge NRK mandag.
To kvinder og tre mænd står tiltalt i sagen, der startede, da politiet i 2012 blev kontaktet af forældrene til en 12-årig pige, som var stukket af hjemmefra.
På pigens computer fandt man nøgenbilleder og opdagede en chat, som hun havde haft med en 34-årig mand, som politiet kendte i forvejen.
Da man ransagede hans hjem, fandt man børneporno samt beviser på mandens krænkelser mod mindreårige børn.
Manden er en af de fem tiltalte. Han står tiltalt for seksuel omgang med psykisk udviklingshæmmede og gentagne overgreb på børn under 16 år, ligesom han skal have produceret seksuelle film med børn under 16 år. Han erkender delvis skyld.
Men ransagningen hos ham førte til opdagelsen af materiale, der bl.a. stammede fra bl.a. en 43-årig kvinde, der nu er tiltalt for besiddelse og videreformidling af børneporno. Bl.a. skal hun have brugt sine egne børn på billederne. Hun har kendt sig skyldig.
På den 43-åriges mobiltelefon fandt man derudover optagelser af overgreb mod den to måneder gamle dreng, som blev udført af drengens egen 32-årige far. Kvinde havde fået tilsendt materialet af den 34-årige.
Ifølge anklageskriftet skete videooptagelserne af faderens voldtægt mod sønnen på mandens opfordring.
Den 32-årige har kendt sig skyldig i både overgrebene på de to spædbørn, men også i besiddelse og spredning af børneporno.
En 28-årig mand er derudover tiltalt for overgreb på den lille pige, mens pigens 23-årige mor også skal have deltaget og desuden selv have filmet og taget billeder af egne overgreb på datteren.
Hun nægter sig skyldig i medvirken, da hun forklarer, at hun blev tvunget til at deltage, men erkender, at hun filmede sit eget overgreb mod pigen for at sende det til to af de andre tiltalte.
Den 28-årige erkender sig udelukkende skyldig i besiddelse og distribution af børneporno.
Den 32-årige har i retten fortalt, at han havde kontakt med den 28-årige, da de mødte den 23-årige på en sexchat. Da var hun gravid med den forurettede pige i sagen, og de to mænd begyndte angiveligt allerede da at fantasere om fremtidige overgreb på barnet.
En psykiatrisk rapport har fastslået, at alle tiltalte med undtagelse af den 43-årige kvinde er pædofile.