Tysk politiker: Vi bør forhindre indvandring fra Mellemøsten
Alternative für Deutschland, der er blevet kaldt "en skamplet," markerer sig atter som islamkritisk.
Det tyske, eurokritiske parti Alternative für Deutschland (AfD) har i stadigt stigende grad markeret sig som et islamkritisk parti.
Og den seneste udmelding fra lederen af AfD’s landdagsgruppe i delstaten Brandenburg, Alexander Gauland, som i øvrigt var med til at grundlægge partiet, bidrager blot til at cementere det billede.
Således siger han til avisen Tagesspiegel, at Tyskland bør ”forhindre” indvandring af personer, der kommer fra såkaldte fremmede kulturer.
”Der findes kulturelle traditioner, som har svært ved at integrere sig her. Jeg ønsker ingen yderligere indvandring fra disse kulturelle traditioner. Disse kulturelle traditioner hører hjemme i Mellemøsten,” siger Gauland, som frygter, at der ellers vil opstå yderligere parallelsamfund, som man aldrig kan komme af med igen.
AfD har haft en del interne stridigheder om, hvorvidt partiet skal indtage en indvandringskritisk position, og bliver ikke regnet som stuerent af de øvrige partier.
Eksempelvis har finansminister Wolfgang Schäuble fra CDU kaldt partiet for en ”skamplet for Tyskland”, fordi han mener, at AfD puster til fordomme mod udlændinge.
Alexander Gauland tilhører den nationalkonservative fløj i partiet, som for nogle medlemmers vedkommende også har udtrykt støtte til den omstridte Pegida-bevægelse, der særligt i Dresden har samlet demonstranter mandag efter mandag siden oktober.
Gauland hører til Pegidas støtter, og han tager afstand fra påstande om, at den islamkritiske bevægelse er fremmedfjendtlig. Han mener, at den overvejende del af de protesterende er ”helt normale mennesker”, og at de har fortjent at blive hørt af politikerne.
Og nogle er måske begyndt at lytte.
Vicekansler og formand for det socialdemokratiske SPD, Sigmar Gabriel, valgte forleden at dukke op til en diskussionsaften i Dresden, hvor tilhængere og modstandere af Pegida var inviteret.
Kansler Angela Merkel fra CDU opfordrede ellers i sin nytårstale folk til at holde sig væk fra demonstrationerne, fordi folkene bag Pegida har ”had i deres hjerter”. Samtidig har hun slået fast, at islam også tilhører Tyskland.
De ord vil ifølge Alexander Gauland give problemer i kansleren parti.
”Kansleren ord er fatale for det normale CDU-medlem,” siger han til Tagesspiegel.
Måske har han ret. I delstaten Sachsen, hvor Dresden ligger, har ministerpræsidenten, Stanislaw Tillich fra CDU modsagt Merkels ytringer, ligesom han omgås Pegida-tilhængere.