Fortsæt til indhold
Europa

Hollande opfordrede til sammenhold efter gidseldrama

Den franske præsident roste det franske politi i en tv-transmitteret tale fredag aften.

Los Angeles

Den franske præsident Francois Hollande holdt fredag aften en tv-transmitteret tale til nationen efter dagens dramatiske begivenheder i landet.

Hollande fortalte, at tankerne var med de personer, som er blevet berørt af de to gidselsituationer, som har udspillet sig i Frankrig i løbet af fredagen.

”Morderne er blevet uskadeliggjort. Jeg vil benytte lejligheden til at rose politiet for det mod, som det har udvist, og sige, at vi er stolte af dets arbejde,” sagde Francois Hollande.

Omkring 88.000 politibetjente og soldater har siden det blodige terrorangreb mod satiremagasinet Charlie Hebdo onsdag deltaget i en massiv menneskejagt på de mistænkte for angrebet.

Fredag aften er det usikkert, om de i alt fire personer, der har været mistænkt dels for angrebet på Charlie Hebdo dels for et drab på en kvindelig betjent torsdag, alle er blevet dræbt. Regerings- og politikilder har bekræftet, at brødrene Cherif Kouachi og Said Kouachi, der mistænkes for at stå bag onsdagens angreb samt Amedy Coulibaly, der menes at være én af to, der stod bag drabet på politibetjenten torsdag, er blevet dræbt under fredagens gidselsituationer.

Det er imidlertid uklart, om den sidste mistænkte for politidrabet, Hayat Boumeddiene, stadig er på fri fod. Sikkert er det dog, at truslen mod Frankrig med dagens uskadeliggørelse af terroristerne ikke er overstået, sagde Francois Hollande.

”Truslen mod Frankrig er ikke drevet over. Derfor vil jeg opfordre til, at vi står sammen, og at vi viser, at vi kan leve fredeligt sammen. Det er vores stærkeste våben,” lød det fra præsidenten.

Francois Hollande understregede samtidig, at Frankrig ville bruge hård magt mod sine fjender, og at landet måtte udvise årvågenhed.

Den socialistiske præsident opfordrede samtidig franskmændene til at deltage i den march, som finder sted i Paris på søndag. Her vil Hollande sammen med andre EU-ledere som britiske David Cameron, tyske Angela Merkel og italienske Matteo Renzi gå i en march for sammenhold.

”Jeg vil gerne takke for den støtte, som vi har fået fra udlandet. Mange statsledere vil være tilstede sammen med mig på søndag , og jeg vil opfordre alle franske mænd og kvinder til også at møde op,” sagde Francois Hollande.

EU’s præsident, Donald Tusk og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, vil også være en del af søndagens march. Såvel statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) samt justitsminister Mette Frederiksen (S) vil repræsentere den danske regering under søndagens march.