Alle gidseltagere er døde
Fire gidsler mistede livet under gidselsituation i Paris, har Frankrigs præsident bekræftet.
Mindst tre gidseltagere blev dræbt, da fransk politi fredag eftermiddag indledte to storstillede aktioner i forbindelse med gidselsituationer i og omkring den franske hovedstad Paris. Det bekræfter såvel politi- som regeringskilder over for flere internationale nyhedsbureauer.
De mistænkte for terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo, brødrene Cherif Kouachi og Said Kouachi, havde taget et gidsel på et trykkeri i byen Dammartin-en-Goële ikke langt fra Paris’ Charles de Gaulle-lufthavn.
Samtidig havde mindst én mistænkt for torsdagens drab på en kvindelig politibetjent i Paris taget et ukendt antal gidsler i et jødisk supermarked i Paris. Det er sent fredag aften fortsat uklart, om han havde en medsammensvoren med i supermarkedet.
Tidligere fredag forlød det fra nyhedsbureauet Ritzau, at polititalsmand havde fortalt bureauets udsendte, at der skulle være blevet dræbt to gidseltagere under politiets aktion mod gidseltageren. Den oplysning blev dog ikke bekræftet, da anklagemyndigheden i Paris sent fredag holdt et pressemøde.
Gidslet fra trykkeriet i Dammartin-en-Goële blev befriet af politiet, mens flere gidsler fra situationen i Paris også blev befriet. Den franske præsident Francois Hollande bekræftede dog under en tv-transmitteret tale fredag aften, at fire gidsler mistede livet i det jødiske supermarked. Under anklagemyndighedens pressemøde sent fredag kom det frem, at gidslerne var blevet skudt med det samme, gidseltagerne var kommet ind i supermarkedet.
Flere medier skriver desuden, at de to brødre kom frem fra deres skjul og skød mod politiet umiddelbart inden, de selv blev skudt af betjentene.
Den bekræftede gidseltager i det jødiske supermarked i Paris, Amedy Coulibaly, meddelte tidligere, at hvis politiet stormede trykkeriet, hvor den anden gidseltagning fandt sted, så ville han dræbe gidslerne.
Fransk politi har tidligere efterlyst gidseltageren sammen med en kvindelig medsammensvoren, Hayat Boumeddiene, for torsdagens drab på en politibetjent, og det er fredag aften uklart, om hun har været en del af gidseltagningen, og om hun stadig er på fri fod.
Den amerikanske tv-station CNN citerer det franske politiforbund for, at 26-årige Hayat Boumeddiene var tilstede i supermarkedet under gidselsituationen, men er undsluppet og derfor stadig på fri fod. Dermed fortsætter den omfattende menneskejagt i og omkring Paris fredag aften. Omkring 88.000 politibetjente og soldater menes at have deltaget i eftersøgningen.
De to brødre fra gidseltagningen ved trykkeriet er begge kendt af den franske efterretningstjeneste, og det er også kommet frem, at de har indrejseforbud i både USA og Storbritanien.
Tidligere fredag havde den franske præsident Francois Hollande indkaldt til et krisemøde om de to gidselsituationer, der udspillede sig i og tæt på Paris. Til mødet var den franske præsident, indenrigsminister, premiereminister og justitsminister være til stede.
Præsidenten vil senere fredag aften tale til nationen om fredagens dramatiske begivenheder.