Blodig busulykke på tysk motorvej
Fire dræbt og 18 hårdt kvæstet, da en bus med pensionister på nytårstur kørte af motorvej og ned ad en skrænt.
En hyggelig bustur i anledning af nytåret blev på få sekunder forvandlet til en blodig ulykke, da en tysk turistbus kort før middag kørte af A4-motorvejen ved Bad Hersfeld nord for Frankfurt.
Den løbske turistbus kørte i en blød kurve på motorvejen gennem autoværnet og rullede derefter 50 meter ned ad en stejl bjergskråning.
Fire af passagererne blev dræbt på stedet, mens 18 er svært kvæstede. Yderligere 20 passagerer blev lettere kvæstede, oplyser de tyske redningsmyndigheder til bild.de.
En talsmand for redningsindsatsen, Thomas Rodemer, siger dog til nyhedsbureauet AP, at der muligvis ligger flere ofre under den hårdt medtagne bus.
Meget tyder på, at ulykken blev forårsaget af en bilist i en personbil, der kom i slinger på motorvejen og slog turistbussen ud af kurs, hvorefter den kurede gennem autoværnet og ned ad skrænten.
Bussen var undervejs til Leipzig med pensionisterne, og en repræsentant for busselskabet, der ejer bussen, siger, at der var 44 passagerer ombord.
Buschaufføren overlevede, og det samme gælder føreren af personbilen.