Fortsæt til indhold
Europa

Immigrantskib udsender nødsignal ved Korfu

Fregat, der ledte efter omkomne fra bilfærge-brand, leder nu efter fragtskib med 600 immigranter ombord.

Mens de græske myndigheder stadig leder efter omkomne fra branden på bilfærgen "Norman Atlantic", er et nyt skibsdrama muligvis under opsejling.

Den græske fregat "Navarino" og en græsk helikopter er blevet omdirigeret til et område i Det Ioniske Hav ved Korfu, hvor der er modtaget et nødsignal fra det moldavisk indregistrerede fragtskib "Blue Sky M".

Det oplyser nyhedsbureuet AP og en række internationale medier.

Fragtskibet formodes at have omkring 600 immigranter ombord, og ifølge de første meldinger er nødsignalet fra skibet sendt fra en position ved den lille ø Othonoi nordvest for Korfu, hvor der er meldes om dårligt vejr.

Ifølge de græske myndighederne er nødsignalet afsendt af en person om bord på skibet. Det statslige græske tv-selskab Nerit oplyser, at der skulle være "illegale immigranter" om bord på skibet.

Nyhedsbureauet Reuters fortæller, at der skulle være "bevæbnede personer" om bord på skibet, men disse oplysninger er ikke bekræftet.

Færgebranden

Myndighederne er endnu ikke færdige med at lede efter omkomne udover de foreløbigt 10 personer, der omkom i forbindelse med branden på bilfærgen "Norman Atlantic".

Den italienske anklagemyndighed, der undersøger omstændighederne ved branden om bord på færgen, oplyser, at der formentlig findes yderligere et antal døde om bord på det udbrændte skib, skriver nyhedsbureauet AFP.

Over 400 passagerer er blevet reddet i land, og to albanske søfolk omkom tirsdag under bugsering af den udbrændte færge, da en stålwire sprang og ramte dem.