Norsk sygehus om ebolapatient: Vi har tavshedspligt
Sygehus vil hverken svare på spørgsmål om den norske patients tilstand eller behandling.
Pressen var mødt talstærkt op til pressemøde på Oslo Universitetssygehus Ullevål, hvor en norsk kvinde tirsdag blev indlagt med ebola.
Men der var ikke mange konkrete svar at hente, for sygehusledelsen henviste gentagne gange til tavshedspligten.
Derfor blev der ikke givet svar på, hvordan kvinden har det, eller om hun vitterligt skal have verdens indtil videre sidste dosis af den eksperimentelle medicin ZMapp, som norske medier skrev tidligere tirsdag.
”Vi kommer ikke til at sige, om vi bruger den ene eller anden medicin på patienten, så selv om vi siger, hvilken medicin vi har fået fat i, kan vi ikke sige om den er brugt på patienten,” sagde vicedirektør for Oslo Universitetshospital, Cathrine M. Lofthus.
Dog nævnte hun, at har anskaffet forskellige typer eksperimentel medicin, og at der er visse etiske problemstillinger forbundet med at bruge dem, da man endnu ikke kender deres eventuelle bivirkninger.
Med hensyn til kvindens tilstand erkendte vicedirektøren, at man måtte overveje, hvordan man fremover ville kunne fortælle om eventuelle ændringer i tilstanden uden at kompromittere tavshedspligten.
Den 32-årige kvinde, som er frivillig for Læger Uden Grænser, blev smittet under sit arbejde i Sierra Leone. Hun opdagede de første symptomer lørdag og isolerede derefter sig selv. Søndag blev hun testet ebolapositiv.
Den syge kvinde og hendes familie har udtrykt ønske om at være anonym, fortalte den norske generalsekretær for Læger Uden Grænser Anne-Cecilie Kaltenborn.
”Patienten er syg og sårbar, og vi ønsker at hun skal forblive så uforstyrret som muligt. Familien oplever, at det vil være lettere, hvis de får lov at være i fred, og hvis man ikke har fokus på, hvem personen er,” lød det.
Overlæge Espen Rostrup Nakstad berettede at transporten fra lufthavnen til hospitalet gik uden problemer, og at patienten hele tiden bliver tilset af to plejere i fuld beskyttelsesdragt.
Adspurgt om man, ligesom det har været tilfældet i Spanien, risikerer, at sundhedspersonalet bliver smittet, lød svaret, at der altid vil være en lille risiko, men:
”Jo bedre rutiner man har, jo bedre rustet er man.”
Læger Uden Grænser skal netop til at se på, om noget er gået galt, når det gælder rutinerne hos personalet, der er udsendt i Vestafrika, for det står endnu ikke klart, hvordan kvinden blev smittet.
”Vi skal arbejde med hvornår og hvordan, det kunne ske og se om der er noget i vores rutiner, der ikke blev fulgt, eller om vi skal lave noget om,” sagde Anne-Cecilie Kaltenborn, som tilføjede, at alle Læger Uden Grænsers medarbejdere i Vestafrika er ”stærkt påvirkede af, at en kollega er blevet ramt”.
I Spanien er en sygeplejerske indlagt med ebola, efter at hun var med til at pleje en præst, der blev smittet med sygdommen i Sierra Leone. Han døde den 25. september.