Avis: Sverige kan forvente 100.000 asylansøgere i år
Migrationsverket kan blive nødt til at sætte forventningen til antallet af flygtninge op igen.
Den 24. juni i år fik den svenske regering en prognose fra det svenske Migrationsverket, hvori der stod, at Sverige i 2014 formentlig skulle tage imod 75.000-89.000 asylansøgere.
Dette tal lader nu til at blive endnu højere, skriver Sydsvenskan, som har fået nye tal for asylansøgerne at se. Ifølge avisen ventes Migrationsverket på baggrund af de nye tal at opjustere sin prognose i oktober, så mindst 93.000 personer i år vil søge om asyl i Sverige.
"Der er altid en øgning i efteråret. Vi tror, at det bliver sådan i år også. Muligheden for at rejse bliver større, når sommeren går på hæld," siger Christer Zettergren, der er chef for Migrationsverkets operative afdeling.
Statsløse fra Syrien
Hvis antallet af asylansøgere øges, som Christer Zettergren forudser, vil antallet af ansøgere overstige 100.000.
Der er altid en øgning i efteråret. Vi tror, at det bliver sådan i år også.
Sverige trækker i forvejen en stor del af læsset, når det handler om at tage imod flygtninge fra krigshærgede områder. Ifølge en prognose, der i juni i år kom fra Eurostat, gav Sverige i 2013 asyl til 12.000 syrere - langt flere end Tyskland med 80 mio. indbyggere tog imod. Danmark tog til sammenligning kun imod 1.380 syrere.
Danmark har oprettet centre
Sidste år var syrere den befolkningsgruppe, der i videst udstrækning fik lov til at blive i EU, og også den gruppe, som søgte om asyl flest gange.
Herhjemme har der været stor debat om, hvorvidt vi bør give asyl til flere, ikke mindst fra Syrien. Flere steder er der blevet oprettet midlertidige asylcentre for at imødekomme det store antal flygtninge fra ikke mindst Syrien, som gennem flere år har været hærget af oprør og krig.
I forhold til vores svenske naboer tager Danmark dog kun imod en ganske lille del af de asylansøgere, der kommer hertil. I Sverige har man besluttet at give mulighed for permanent opholdstilladelse til alle syrere, som flygter til Sverige, mens man i Danmark ikke arbejder med samme model.
En stor stigning
I Danmark har 5.590 personer ifølge tal fra Justitsministeriet i løbet af de første seks måneder af 2014 søgt om asyl, heraf er lidt under halvdelen - 2.620 personer - fra Syrien.
Tallet markerer en stor stigning fra 2012, da 820 syrere på et år søgte om asyl i Danmark og ligeledes en stigning fra 2013, da 1.710 syriske asylansøgere kom til Danmark.