Fortsæt til indhold
Europa

Præst med ebola får sit eget hospital

Den første ebolapatient er landet i Europa. Et hospital i Madrid er blevet tømt for at sikre, at smitten ikke breder sig

Torsdag morgen ankom den første person smittet med den frygtede sygdom til Europa. Patienten vil blive indlagt på et hospital i Madrid, som onsdag blev sat i karantæne.

Onsdag morgen blev samtlige konsultationer aflyst, og hospitalet, der har 114 sengepladser, holdt op med at tage imod nye patienter og ambulancer med akutte tilfælde. Alle patienter er nu blevet sendt hjem eller overflyttet til et nærliggende hospital.

Ebolapatienten vil blive indlagt i et lufttæt rum på Hospital Carlos III's sjette sal, og resten af hospitalet er kommet i isolation for at sikre, at ebolasmitten ikke breder sig.

Utilfredse patienter

Lægerne på hospitalet har forsikret, at det kun er de patienter, der er raske nok, der er blevet udskrevet, men ifølge den spanske avis El País har der alligevel været klager fra både patienter og pårørende.

En mand, der mødte op for at hente sin far, fortæller indigneret til avisen, at faren ikke er klar til at komme hjem.

"Han burde blive to dage mere, men de smider ham ud."

Faren, der blev indlagt med åndedrætsbesvær og blev udskrevet onsdag eftermiddag, råbte vredt, "jeg har betalt alle skatter" på vej ud af hospitalet.

Patienten

Den smittede patient er den 75-årige Miguel Pajares. En spansk, katolsk præst, der arbejdede på et større hospital i Liberias hovedstad, Monrovia. Han og fire andre, der arbejdede på hospitalet, er blevet smittet med den dødelige sygdom.

Torsdag morgen landede han i Madrid med et fly fra Monrovia sammen med Juliana Bohi, en spansk nonne som arbejdede på samme hospital. Hun har endnu ikke vist tegn på at være smittet.

Både Miguel Pajares og Juliana Bohi er nu i karantæne på Hospital Carlos III i Madrid, og hospitalet i Monrovia er blevet lukket.

Næsten 1000 døde af ebola

Tre lande i Vestafrika, deriblandt Liberia, er hårdt ramt af ebola-udbruddet. Onsdag aften indførte landets præsident, Ellen Johnson-Sirleaf, undtagelsestilstand de næste 90 dage i et forsøg på at bekæmpe udbruddet.

Ebola har taget livet af mennesker i fire vestafrikanske lande - Guinea, Liberia, Sierra Leone og Nigeria. 932 personer har indtil videre mistet livet følge Verdenssundhedsorganisation.

Derudover er flere end 1.711 mennesker enten bekræftet smittet eller mistænkes for at være det.