Oprørslederen er en mand med mange fjender

DONETSK

Pressesekretæren gisper, da hun styrter forbi os. Hendes chef, Denis Pusjilin, er en travl og ombejlet herre i disse dage.

»I er nødt til at vente.«

Få minutter tidligere er han strøget forbi os i venteværelset omgivet af en skare af assistenter og livvagter. Den indtil for få uger siden ukendte forretningsmand er som leder i den selvudråbte »Folkerepublik Donetsk« blevet en mand med mange fjender. Og måske er han på vej til at skaffe sig endnu en. Vladimir Putin.

Denis Pusjilin er nemlig på vej til en telefonkonference, da vi møder ham.

»Med Moskva,« hvisker pressesekretæren hemmelighedsfuldt.

Der må være nok at tale om. Torsdag aften underskrev Ruslands udenrigsminister nemlig en aftale i Genève med sin ukrainske, amerikanske og EU-kollega, der kræver, at alle de regeringskontorer, som Pusjilin og hans selvbestaltede hær af militsfolk har besat med våbenmagt, skal rømmes og gives tilbage til deres »retmæssige« ejere. Og det vil sige den ukrainske centralregering. Sker det ikke, vil USA og EU indføre yderligere sanktioner mod Rusland, som Vesten ser som den skjulte hånd bag de prorussiske separatister. Og det vil Kreml selvsagt gerne undgå.

Men Denis Pusjilin har ikke tænkt sig at rømme sit nyerhvervede kontor. Uanset hvad Sergej Lavrov har skrevet under på i Genève på hans vegne. På chefetagen øverst oppe i toppen af det sovjetiske betonmonstrum, der indtil få to uger siden var det regionale regeringskontor, er ingen i færd med at pakke.

»Det har Putin aldrig sagt«

Heller ikke på opstandens ”underetage” i stueetagen, hvor frivillige med masker og køller står vagt ved indgangen til »revolutionen«, er der opbrudsstemning. Ingen er begyndt at rydde barrikaderne af bildæk, kontormøbler og rustne jerngitre og pigtråd. Flere af de bevæbnede har end ikke hørt om Pusjilin. Andre ikke om aftalen i Genève.

»Det har Putin aldrig sagt. Det er løgn,« siger en ældre mand, Vladimir, da han bliver forelagt resultatet af forhandlingerne i Genève.

Revolutionen er en uregerlig størrelse.

»Vi går ikke nogen steder,« slår Denis Pusjilin fast, da vi tre kvarter senere bliver budt inden for på hans kontor.

Den planlagte telefonkonference er dog gået i vasken.

»Der er problemer med linjen til Moskva,« siger han.

Den kammeratlige samtale med Kreml er foreløbig udskudt.

Men det er afstemningen den 11. maj, der skal løsrive det østlige Ukraine, ikke.

»Flertallet i Donbass bør afgøre, om de vil være en del af Rusland, en del af Ukraine, et uafhængigt land eller i en føderation med Ukraine.«

At de fleste aktivister foretrækker den første løsning, lægger de ikke skjul på. Russiske faner vejer overalt.

Om han har afstemt denne plan med Kreml, og hvem han forsøger at kontakte i Moskva, vil han ikke ud med.

»Vi forsøger stadig at oprette forbindelse.«

Kurre på tråden

Men noget kunne tyde på, at der er en kurre på tråden med Moskva i mere end en forstand. Det er nemlig ikke sikkert, at Putin er så interesseret i at lade Pusjilins drøm om en selvstændig folkerepublik gå i opfyldelse. Det vil ikke kun koste enormt på kontoen i forholdet til Vesten, men også økonomisk i form af skærpede sanktioner og byrden med at skulle forsørge endnu syv millioner ukrainere i de to oprørske regioner efter at have opslugt Krim-halvøens to millioner indbyggere i marts.

Men hvis Pusjilin føler sig presset over udsigten til at blive tvunget til at vælge mellem at støde Kreml eller de væbnede aktivister i stueetagen på manchetterne, lader han sig ikke mærke med det. Han håber, det slet ikke bliver aktuelt.

»Hvis de besatte bygninger på Maidanpladsen i Kiev bliver rømmet, så vil vi også gå hjem. Men det vil de ikke. Så vi bliver her,« siger han.

Endnu er den mere forsonlige linje, som Kreml slog ind på i Genève, ikke kommet igennem til det besatte regeringskontor i Donetsk.

Men selvom de regeringsvenlige demonstranter på Maidanpladsen i Kiev heller ikke gjorde mine til at efterkomme Genèveaftalen ved at rydde pladsen, kom centralmagten i Kiev dog de oprørske regioner i møde.

I en fælles tv-tale erklærede premierminister Arsenij Jatsenjuk og præsident Oleksandr Turtjynov sig parate til at ændre grundloven, så regionerne får udvidet selvstyre og ret til at gøre russisk til officielt sprog.

Men en talsmand for den ukrainske efterretningstjeneste meddelte samtidig, at »antiterroroperationen« mod de bevæbnede separatister vil fortsætte. Og det skal nok gøre den forestående kammeratlige samtale med Kreml mere forsonlig.

Men spørgsmålet er, om Moskva endnu har magten til at proppe den separatistiske ånd, som Putin har kaldt frem med den russiske annektering af Krim-halvøen, tilbage i flasken.

Opskrift på borgerkrig

Den prorussiske side er ikke længere de eneste civile, der har taget våben og dermed loven i egne hænder. Spørgsmålet om krig eller fred hviler ikke kun på Pusjilin og de prorussiske militsers skuldre.

I en anden del af byen og i den modsatte ende af Ukraines stadig mere polariserede politiske landskab møder vi lederen for den lokale afdeling af det ultranationalistiske parti Svoboda.

»Vi er i færd med at opbygge en partimilits,« siger han.

Foreløbig har han samlet omkring 150 frivillige, forklarer lederen.

»For at forsvare civilbefolkningen i Donetsk,« forklarer den 23-årige politologistuderende Arthur Shevtsov i et interview med Jyllands-Posten.

Det lyder som opskriften på en borgerkrig.