Fortsæt til indhold
Europa

Breiviks mor i ny bog: Jeg tilgav ham

Mange intime detaljer i ny bog med interview af bl.a. Breiviks mor.

Der er allerede udkommet omkring 40 bøger i Norge om de forfærdelige hændelser, som Anders Behring Breivik forårsagede den 22. juli 2011.

Alligevel er den sidste nye bog "En af os", som udkom i weekenden, blevet imødeset med spænding. Nok især fordi den er skrevet af den kendte forfatter Åsne Seierstad, der har skrevet "Boghandleren i Kabul".

I "En af os" fortæller Åsne Seierstad både historien om tre ofre fra Utøya og historien om Anders Behring Breiviks opvækst og ikke mindst hans mor, Wenche Behring Breivik.

Intime detaljer

I bogen offentliggør Åsne Seierstad - som den første - indholdet af politiets første afhøring af moren.

Den norske forfatter Åsne Seierstad mener, det er nødvendigt at få hele historien med.

Den norske avis Dagbladets anmelder skriver om referatet af afhøringen:

"Referatet fra den første afhøring af moren, lige efter at hun har fået at vide, at det er hendes kære Anders ,som har begået ugerningerne, er rystende. Nådeløse. Vi får udleveret en forvirret kvinde i sit livs grusomste øjeblik."

Men Åsne Seierstad mener, at det er nødvendigt. Hun mener, det er vigtigt at fortælle morens version og grave op i fortiden for at forstå og lære mest muligt.

Vil forstå baggrunden

Åsne Seierstad insisterer på, at moren selv ønskede at fortælle sin historie.

Jeg forsonede mig med det ganske få måneder efter, at det skete.
Wenche Behring Breivik, mor til Anders Behring Breivik.

Hun har interviewet Wenche Behring Breivik kort tid før hun døde af kræft og genfortæller i bogen også mange intime detaljer fra gamle tilsynsrapporter om familien.

"Bogen er nærgående. Men jeg har valgt at prøve at se hele baggrunden, og så må vi også ind i psykiatri- og børneværnsrapporterne. Historien kræver det. Jeg har sat historien først," siger Åsne Seierstad til dagbladet.no.

Tilgav sin søn

I bogen fortæller moren, at hun tilgav sin dreng.

"Jeg forsonede mig med det ganske få måneder efter, at det skete. Det var jeg overbevist om, at jeg var nødt til. Det er måske bare mig, som er en forsonende mor," siger hun i bogen.

Og når Åsne Seierstad spørger direkte, om moren har tilgivet sønnen, svarer hun ja.

"Lad de pårørende være"

Modtagelsen blandt de norske anmeldere er blandet. Nogle er begejstrede, mens andre har svært ved at forstå, hvad bogen egentlig vil.

Morens advokat, Ragnhild Torgersen, er ikke i tvivl om, hvad hun mener. Hun vil ikke udtale sig om den konkrete bog og mener generelt ikke, at man skal inddrage de pårørende.

"Jeg er af den generelle opfattelse, at man ikke skal drage de pårørende til drabsmænd ind i hverken drabssager eller offentlighed. Man skal hellere lade dem være i fred med den sorg, de bærer," siger hun til Dagbladet.