Ny patriark for den russisk ortodokse kirke
<p>Det nye overhoved ventes at opbløde forholdet til den gamle ærkerival, den romersk-katolske kirke.</p>
Moskva
Den russisk ortodokse kirke har som ventet valgt den 62-årige metropolitan Kirill til nyt overhoved som efterfølger for patriark Aleksej 2., der døde i december. Kirill har siden været fungerende patriark.
Den ny patriark, der nu er åndelig leder for de omkring 165 millioner russisk ortodokse troende verden over, blev ved konklaven i Kristi Frelser-kirken i Moskva valgt ved hemmelig afstemning med 508 af i alt 702 stemmer, Han er den russisk ortodokse kirkes 16. patriark og den første, der er valgt efter Sovjetunionens opløsning i 1991.
Det ventes, at den ny patriark vil føre en mere moderne og åben linje end sin forgænger, bl.a. gennem en tilnærmelse til den gamle ærkerival, den romersk-katolske kirke.