Fortsæt til indhold
Europa

Ukrainsk dilemma er blevet tydeligt midt i vigtigt angreb: »Nogle vil tænke, at det her skal vi ikke finde os i«

Konsekvensen kan blive lige så tydelig som den umiddelbare gevinst ved et angreb mod Moskva, forklarer seniorforsker.

Der vil være nogen, der mandag er vågnet op i Moskva-regionen og har tænkt præcis det, som ukrainerne håber på.

At krigen er rykket for tæt på. Modet kan forsvinde, når dagligdagen bliver ramt så tydeligt, som det er sket gennem det natlige angreb, som har kostet tre personer livet tæt på Ruslands hovedstad.

Andre vil møde angrebet med en reaktion, som er med til at udstille et markant dilemma for Ukraine. En iøjnefaldende gevinst kan nemlig få en lige så tydelig konsekvens.

Sådan lyder det fra Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

»Ukraines strategi er at køre så hårdt på ved at ramme legitime mål, der har militær betydning, og som samtidig kan påvirke befolkningens holdning til krigen. Den her slags angreb er helt klart vigtige i forhold til det. Når det rammer regionen, så rammer det også selve Moskva. Det er helt klart noget, der bliver bemærket blandt befolkningen, og som folk vil finde ubehageligt,« siger han.

Der er dog også et »men« for Ukraine, tilføjer han, midt i meldinger om de russiske tab.

Kontant svar til Trump

Fem personer er meldt såret foruden de omkomne, der boede i byen Istra omkring 40 kilometer vest for Moskva. Her ramte en drone, efter at det russiske luftforsvar havde skudt 81 droner ned hen over natten.

På den måde blev det tydeligt, at der var en sandhed i den kontante bemærkning, som den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, leverede under et møde med sin amerikanske kollega i sidste uge.

Her spurgte USAs præsident, Donald Trump, om Zelenskyj kunne være klar til at rejse til Moskva for at holde et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

»Der er mange ukrainske droner der. Det er farligt,« svarede Volodymyr Zelenskyj.

Bemærkningen giver et praj om den attitude, der hersker i Ukraine lige nu, forklarer Flemming Splidsboel, der var i landet for et par måneder siden.

»Jeg oplever, at de er ret selvsikre og optimistiske lige nu. De står et sted, hvor der hersker en fornemmelse af, at man har fundet en effektiv metode, som angrebet mod Moskva er en del af,« siger seniorforskeren.

Det bringer os tilbage til det ukrainske dilemma.

Kan blive ramt hårdt

Ifølge seniorforskeren står Ukraines strategi på tre ben, der groft sagt kan blive opsummeret sådan her:

Fastfrys fronten, afskær Krim og ram kritisk infrastruktur dybt inde i Rusland. Angrebene mod Moskva er en »markant del« af det sidste ben, forklarer Flemming Splidsboel, der dog tilføjer:

»Ukraine er helt klar over, at den her slags angreb indebærer en risiko. Når de sender droner afsted mod Moskva, så forventer de, at Rusland optrapper. Putin er nødt til at gøre noget, og det ligger ikke i hans dna at række hånden ud for at finde en løsning.«

Derfor er der »en risiko for, at Rusland bliver endnu mere indædt nu og vil bruge større missiler til at ramme Ukraine hårdt« som modsvar, forklarer seniorforskeren.

På samme måde kan reaktionen få en betydning for russernes forhold til krigen, som går stik imod den ængstelse, som nogle vil vågne op med.

»Nogle russere vil tænke, at nu er vi nødt til at optrappe. Det her skal vi ikke finde os i,« siger Flemming Splidsboel.