Fortsæt til indhold
Europa

Seks personer er blevet dræbt i skyderi i Tyskland

Tre er anholdt efter skyderi i Nordtyskland, hvor seks er døde. Forældremyndighedsstrid er muligt motiv.

/ritzau/

Seks personer er blevet dræbt i et skyderi i den tyske by Stade vest for Hamburg.

Det siger en talsperson fra tysk politi ifølge Reuters.

Den sjette person omkom på hospitalet efterfølgende, oplyste tysk politi mandag eftermiddag, skriver dpa.

- Der er en del personer, som er blevet såret. Nogle af dem meget alvorligt, siger en talsperson fra tysk politi til dpa og tilføjer, at det ikke kan udelukkes, at dødstallet stiger.

Skyderiet fandt sted ved en ungdomsforsorg, der ligeledes har et opholdssted for mødre og børn.

De dræbte var ifølge politiet fire kvinder og to mænd, der alle arbejdede der.

Samtidig lød det, at en mandlig mistænkt var blevet anholdt.

Efterfølgende kunne en talsperson fra politiet oplyse, at i alt tre personer var blevet anholdt.

Ifølge politiet er der ikke andre mistænkte på fri fod, og AFP skriver, at efterforskere formoder, at der er tale om en ”udvidet familietragedie”.

Efterforskere udelukkede også, at skyderiet var politisk motiveret, eller at der er tale om kvindedrab.

På et pressemøde mandag aften oplyste Tysklands politi, at der er tale om en 45-årig mand, som er mistænkt for at stå bag det dødelige skyderi, skriver AFP.

Politiet oplyser desuden ifølge Der Spiegel, at den mistænkte i skyderiet var indblandet i en forældremyndighedsstrid vedrørende sin tre måneder gamle datter, og peger på det som et muligt motiv.

Både moren og barnet til den formodede gerningsmand befandt sig på opholdsstedet, men blev ikke skadet.

Politiet oplyser, at den mistænkte er en tysk statsborger med tyrkiske rødder, som i forvejen er kendt af politiet, lyder det ifølge Bild.

Manden er dog ikke kendt for voldelige lovovertrædelser.

De to andres rolle i sagen er endnu uklar.

Politiet i Lüneburg skrev kort efter klokken 13.30 mandag på X, at der var en politiaktion i gang på Dankersstraße i Stade.

Politiet opfordrede folk til at undgå området.

Ifølge det tyske medie Bild ligger politistationen i Stade også i nærheden af, hvor skyderiet skete.

Der bor omkring 50.000 mennesker i Stade.

Byen ligger i det nordlige Tyskland lidt over 30 kilometer vest for Hamburg.