Fortsæt til indhold
Europa

Frygt for sommerferiekaos i lufthavne

Uden et gennembrud i forhandlingerne i 11. time truer en flyvelederstrejke med at skabe alvorlige forstyrrelser i sommerferietrafikken.

Paris

Hver tredje flyrejse i Europa risikerer at blive ramt af en strejke varslet af europæiske flyveledere.

Efter et sammenbrud i forhandlinger om bemanding, vagtplaner og løn har flyvelederne hos det såkaldte Eurocontrol, den europæiske organisation for styring af luftfarten, truet med at strejke midt i den travle sommerperiode.

Sker det, vil ca. hver tredje flyafgang blive berørt enten i form af forsinkelser eller aflysninger. Det vil i første omgang især gå ud over store sommerdestinationer som Athen, Barcelona, London og Marseille, skriver avisen Times.

Datoerne for arbejdsnedlæggelser ventes at blive annonceret inden for få dage, formentlig på mandag, medmindre parterne i 11. time når til enighed.

Først da vil også danskere kunne få besked om, i hvilket omfang deres sommerferieplaner vil blive berørt.

Ro i Danmark

I givet fald vil det ikke være den første konflikt. Allerede mandag kommer over 500 rejsende mellem Danmark og Italien ikke med deres planlagte SAS-fly på grund af en strejke blandt flyveledere i Italien. I alt fire af SAS’ ankomster og afgange mellem København, Milano og Rom aflyses som følge af strejken.

Coronapandemien får skylden for, at der mangler flyledere. Foto: Markus Mainka/AP/Ritzau Scanpix

Midt i juni blev der ellers skaffet ro i den danske luftfartssektor med en aftale mellem Naviair og flyveledernes fagforening Datca. I en pressemeddelelse skrev Naviair, at aftalen skal understøtte en normalisering af afviklingen af flytrafikken i de danske lufthavne og det danske luftrum med det mål hurtigt at se en markant reduktion af forsinkelser.

I månederne forinden ramte konflikten mellem Naviair og flyvelederne tusindvis af passagerer i form af forsinkelser. Konflikten begyndte under coronapandemien, hvorunder Naviair afskedigede 50 flyveledere som led i en sparerunde. De fyrede vendte aldrig tilbage, og de resterende har siden taget ekstravagter i et omfang, der til sidst blev for meget.

Pandemien spiller også ind i konflikten omkring Eurocontrol, hvor spørgsmålet om bemanding også er centralt. Kontrolcentre for flytrafikken over hele Europa har siden kæmpet for at skaffe personale nok, fordi mange flyveledere i 2020 valgte at gå på pension tidligere end planlagt.

Sikrer grænseløs trafik

Siden har det været svært at fylde hullerne.

En kilde i branchen siger til den britiske avis, at konflikten dagligt kan føre til forsinkelser eller aflysninger af op til 12.600 fly over hele Europa. Som minimum vil mellem 20 og 30 pct. af flyvninger blive forsinkede.

Ifølge Eurocontrols tal skal dets flyveledere i de næste otte uger afvikle omkring 33.000 flyvninger om dagen. De europæiske regler kræver, at piloter, der flyver i eller over Europa, skal indsende en flyveplan til Eurocontrols operationscenter, som derefter validerer den.

Fremgangsmåden skal sikre, at to fly ikke flyver med samme ”call-sign”, en unik identifikation. Eurocontrol kontrollerer hele det europæiske område og sørger for, at fly kan krydse grænser og passere mellem kontrolcentre uden problemer. Det udsteder også landings- og afgangsslots i nogle europæiske lufthavne.

Organisationen håndterer godt 96.000 beskeder om dagen fra piloter og flyselskaber, som alle skal kontrolleres. Når der opstår uoverensstemmelser, skal de håndteres manuelt.

Ifølge de ansattes fagforening mangler der omkring 40 flyveledere for at sikre en normal afvikling af trafikken, ca. 25 pct. af personalet. I løbet af sommeren kan såkaldt høj overbelastning af trafik på dage med spidsbelastning omfatte mange europæiske destinationer. Det kan tvinge flyene ud på længere ruter.