- Opdateret 06/02/2023 kl. 13:26
Dansk sag om tigger vurderes af domstol i Strasbourg
Rumænsk mand rakte papkrus frem mod borgere i København. Landsret straffede ham med 20 dages fængsel.
Den danske stat skal nu besvare spørgsmål fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg om en mand, der tiggede på Strøget i København.
Domstolen har besluttet at se nærmere på sagen om den 65-årige rumæner. Det fremgår af et opslag på domstolens hjemmeside mandag.
Manden havde rakt et papkrus frem mod forbipasserende, og det var påtrængende tiggeri, mente Østre Landsret i november 2021.
Straffen til manden, der tidligere var blevet dømt for lignende opførsel, lød på fængsel i 20 dage.
Ved dommen tog landsretten første gang stilling til en sag om tiggeri, efter at Menneskerettighedsdomstolen tidligere samme år havde afgjort en sag om en kvindelig rumænsk tigger i Genève.
Domstolen slog fast, at hendes menneskerettigheder blev krænket, da hun fik en bøde og derefter frihedsstraf.
Blandt andre Kirkens Korshær mente, at Danmark burde tage konsekvensen af afgørelsen i den schweiziske sag og droppe den forholdsvis skrappe kurs mod det, som i straffeloven betegnes som betleri.
Men Østre Landsret mente ikke, at sagerne var helt ens. Manden i København havde andre muligheder, lød det.
Blandt andet lagde retten vægt på, at han var i besiddelse af, hvad der svarer til næsten 1000 kroner, da politiet anholdt ham.
- Navnlig på baggrund af de faktiske oplysninger finder vi ikke, at han ikke har haft andre handlemuligheder end at tigge under sit ophold i Danmark, sagde retsformanden.
Mandens forsvarer er advokat Asser Lyngs Gregersen. Han mener, at sagen minder meget om den fra Genève, men fik afslag på at bringe sagen videre til Højesteret. Men i Strasbourg er processen nu i gang.
- Det at række hånden eller en kop frem er et nødråb. Det er den ultimative mulighed for at bede om hjælp. Det er en adfærd, alle forstår, og modtagerne er frie med hensyn til at handle, har advokaten blandt andet sagt.
To artikler i konventionen er krænket, mente advokat Asser Lyngs Gregersen: Både retten til et privatliv og familieliv og retten til at ytre sig.
I Strasbourg har domstolen imidlertid valgt at fokusere på retten til privatliv og familieliv. Det er artikel otte i konventionen om menneskerettigheder, som den danske stat nu skal forholde sig til. Det fremgår af en meddelelse på domstolens hjemmeside.
/ritzau/