- For abonnenter
Europas grønne drøm om en effektiv jernbane afspores ved første landegrænse
I sommer passerede britisk-tyske Jon Worth samtlige landegrænser i EU med tog for at finde ud af, hvorfor flere ikke rejser ad skinnerne til deres nabolande. Reaktionen på hans 20 konkrete forslag peger på en endnu større udfordring: Politikerne mangler viljen til at løse de mange små udfordringer, der egentlig er behov for.
BRUXELLES
IC-toget fra Brugge ankommer til tiden.
Menneskemyldret langs sporet på den underjordiske Gare de Bruxelles-Central gør det dog vanskeligt at finde Jon Worth. Først da toget fortsætter sin færd på tværs af Belgien mod byen Eupen, står en enkelt mand i sort dynejakke tilbage.
I færd med at samle sin foldecykel kaster han sig straks ud i en fortælling om stationens historie – om de tusindvis af beboere, der for hundrede år siden vinkede farvel til deres lejligheder, da et helt kvarter, Putterie, forsvandt for at gøre plads til jernbanen.
I datidens konsekvensberegninger talte menneskeskæbner lidt mindre. Man fandt gerne det tunge værktøj frem, når skinnerne skulle rulles ud over Europa.
Efter at have anført et stort spørgsmålstegn ved selve metoden, forklarer Jon Worth, at EU som resultat råder over et glimrende tognet på tværs af medlemslandene. Det virker bare ikke optimalt.
Rejsende imellem Letland og Estland skal eksempelvis vente tre til fire timer i grænsebyen Valga, fordi de to lande ikke koordinerer køreplanerne. Fra hollandske Eindhoven til Antwerpen i Belgien sendes passagerer ud på en tidsrøvende omvej, selvom en direkte bane eksisterer. Og imellem Spanien og Frankrig findes flere ruter slet ikke, hvis man køber billet online via f.eks. DSB eller tyske Deutsche Bahn; de lokale selskaber deler nemlig ikke afgangsdata med internationale databaser.
