Fortsæt til indhold
Europa

Drone har ramt den russiske flådes hovedkvarter på Krim

Den russiske flådes hovedkarter i Sevastopol på Krim-halvøen er blevet ramt af et droneangreb. Videoer viser røg stige op fra bygningen.

Den russiske flådes hovedkvarter i Sevastopol på Krim-halvøen er lørdag morgen blevet ramt af en drone.

Det skriver det russiske nyhedsbureau RIA.

Den russiske guvernør i Sevastopol på den ukrainske halvø, der siden 2014 har været annekteret af Rusland, Mikhail Razvozhaev, bekræfter angrebet i et opslag på sin Telegram-profil.

»Jeg er i flådens hovedkvarter. En drone fløj ind i taget for 25 minutter siden. Desværre blev den ikke skudt ned, selv om soldater forsøgte at ramme den,« skrev guvernøren kort før kl. 8.00 dansk tid.

Ifølge guvernøren er der ingen ofre. Ingen har endnu taget ansvaret for angrebet.

Flere videoer på sociale medier viser sort røg stige op fra hovedkvarteret.

En halv time efter at guvernør Mikhail Razvozhaev skrev, at det ikke var lykkedes russiske soldater at skyde dronen ned inden nedslaget, ændrede han forklaring. I et nyt opslag på Telegram skriver han nu, at dronen blev skudt ned over hovedkvarteret, hvorefter den faldt ned på taget og brød i brand.

»Angrebet mislykkedes. Godt gået drenge,« skriver han.

Rusland har ifølge russiske embedsmænd på Krim nedskudt et uspecificeret antal droner over Sevastopol den forgangne uge, skriver Reuters.

Uger med eksplosioner

Adskillige eksplosioner har natten til lørdag ramt områder nær russiske militærbaser langt inde i russisk-kontrollerede områder i Ukraine og i selve Rusland.

Ifølge efterretninger fra det britiske forsvarsministerium lægger det pres på de russiske styrker:

»Stadig hyppigere eksplosioner bag russiske linjer stresser sandsynligvis russisk logistik og luftbaser i syd,« skriver ministeriet i sin daglige briefing på dets Twitter-profil lørdag morgen.

Angrebet på den russiske flådes hovedkvarter sker blot en uge efter, at enorme eksplosioner ramte Ruslands Saky-luftbase på Krim. Det vurderes, at angrebene på luftbasen har sat mere end halvdelen af Ruslands kampfly i landets flåde i Sortehavet ud af spil, skriver Reuters.