Fortsæt til indhold
Europa

Amatørdykker fandt arkæologisk lækkerbisken

Riddersværd fundet ved den israelske nordkyst giver mindelser om et sværd, der pludselig dukkede op af jorden midt i Aalborg.

En israelsk amatørdykker fandt i lørdags noget af en arkæologisk lækkerbisken, da han ved Israels Carmel-kyst fandt det, der senere viste sig at være et 900 år gammelt riddersværd.

Det cirka en meter lange sværd var dækket af bl.a. muslinger og andre efterladenskaber efter de mange år på havets bund.

Inspektør ved Israels antik-myndigheder, Nir Distelfeld, fortalte ifølge bl.a. BBC og The Times of Israel, at sværdet, som er i perfekt stand, tilsyneladende har tilhørt en korsfarer.

»Det er spændende at støde på et så personligt objekt, som tager dig 900 år tilbage til en æra med riddere, rustninger og sværd,« forklarede Nir Distelfeld med henvisning til de kristne korsfareres korstog i Middelalderen. De kristne korsfarere ville bekæmpe muslimer, hedninge og kættere for at styrke kirkens magtposition.

Efter 900 år på havets bund er det riddersværdet belagt med adskillige muslingeskaller. Foto: Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix

Lørdagens fund vækker opsigt – også i Danmark, hvor man f.eks. også på Moesgaard Museum har noteret sig det usædvanlige fund. Arkæolog Peter Moe Astrup lægger ikke skjul på, at »han da ville blive glad for at få indleveret sådan et sværd, da vi jo er glade for alt, der kan gøre os klogere på fortiden«.

Og det ville ikke overraske, hvis også de danske farvande gemte på våben fra Vikingetiden eller Middelalderen. F.eks i forbindelse med Reformationen har der fundet religionskrige sted på vore breddegrader, så den aarhusianske arkæolog ville med åbne arme tage imod tilsvarende våbenfund som det israelske.

Skulle det lykkes en dansk amatørdykker af finde den slags våben, ville Moesgaard være det rette sted at indlevere det, idet Moesgaard Museum ved Aarhus siden 2005 har været anerkendt som marinarkæologisk arbejdende museum. Det betyder, at museet har ansvaret for sikringen af Kulturarven under vandet i et område fra Mariager Fjord til Vejle Fjord. For resten af landet er ansvaret lagt i hænderne på ansatte fra fire andre museer i Danmark: Strandhusmuseet i Thorsminde, Nordjyllands Kystmuseum, Langelands Museum og Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

For to år siden blev der faktisk fundet et gammelt, men intakt sværd fra Middelalderen. Det blev dog fundet på landjorden – nærmere bestemt i det centrale Aalborg. Her stødte rørlægger Jannic Vestergaard og maskinfører Henning Nøhr fra entreprenørfirmaet Gunnar Nielsen A/S på et velbevaret og stadig skarpt sværd på 112 centimeters længde.

Et par bygningsarbejdere fandt i 2019 et velbevaret sværd med dobbeltægget klinge fra 1300-tallet i Algade i Aalborg. Foto: Nordjyllands Museum

På Nordjyllands Historiske Museum gisner man stadig om, hvordan det er havnet i jorden lige midt i Algade, men det kan for eksempel være sket under et militært angreb på Aalborg eller ved en træfning uden for byens vestlige vold engang i 1300-årene. Mere sikkert er det, at våbnet har tilhørt en adelsmand, for det at anskaffe sig et sværd i Middelalderen var en yderst bekostelig affære, og kun krigereliten – som dengang bestod af adelen – har haft råd til at bære et sådant våben, lyder det på museets hjemmeside.