Politi advarer om svindlere efter oversvømmelse
Svindlere har været på spil efter oversvømmelserne i Tyskland.
Folk har mistet møbler og tøj. Deres huse er blevet totalt ødelagte. Omfanget af skaderne efter oversvømmelsen i Tyskland sidste uge har været enormt.
Det forsøger svindlere nu at udnytte, skriver det tyske medie Deutsche Welle.
Ifølge mediet advarer politiet i Bonn og Köln, som ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen, der er et af de hårdest ramte områder, om, at online-svindlere forsøger at udnytte folk, som er berørt af hændelsen.
Tysk politi forklarer, at ofre bl.a. har været udsat for svindelnumre, som at de skulle betale for affugtere, før de indså, at de ikke kunne kontakte sælgerne igen telefonisk.
I et enkelt tilfælde har svindlerne brugt et billede af en ødelagt bygning på en hjemmeside, hvor man kunne donere penge.
Mandag offentliggjorde den tyske hjælpeorganisation Caritas, at den vil donere 1,5 millioner euro, svarende til ca. 11 mio. kr., som enten vil blive givet i form af rede penge, psykologhjælp eller som et ekstra beløb ved siden af regeringens hjælp.
Den tyske forbundsregering lovede mandag, at landets advarselssystemer i forbindelse med oversvømmelser vil blive forbedret. Forbundsregeringen har endvidere lovet over 2,2 milliarder kroner til bl.a. genopbygning af nye huse, veje og broer, som er ødelagt efter oversvømmelserne.
Tidligere er det tyske mesterhold i fodbold, Bayern München, gået sammen med partneren Telekom og modstanderholdet FC Köln om at donere 100.000 euro, svarende til ca. 750.000 kr., til organisationen Lichtblicke e.V, som står for at give pengene videre til folk, der er blevet ramt af oversvømmelsen.
Det tyske fodboldforbund og Apple vil ligeledes donere penge.
Mindst 165 personer er omkommet ifbm. oversvømmelserne i Tyskland alene.