Nato gør klar til nye trusler som mangel på vand, massemigration og ekstremt vejr
Klimaforandringerne vil betyde omfattende nye trusler mod Vestens sikkerhed og udløser nye krav til f.eks fly og våben.
BRUXELLES
Skaderne på planetens klima er allerede så omfattende, at effekterne de kommende årtier vil sætte store aftryk på sikkerhedssituationen for den vestlige verden. Det vurderer en række eksperter i sikkerhed, klima og geopolitik, og i det lys vil Natos ledere på et topmøde mandag tage de første større skridt til at ruste forsvarsalliancen til fremtiden.
»Nato skal adressere de sikkerhedsmæssige konsekvenser af klimaforandringer,« siger Nato’s generalsekretær, Jens Stoltenberg.
Forude venter et udvidet trusselsbillede, hvor Natos klassiske udfordringer som Rusland, Iran og terrorisme vil blive suppleret med f.eks. kamp om vand på planeten, der vil udtørre mere og mere, massemigration som følge af hungersnød og et stigende antal orkaner, skovbrande og stormfloder samt risikoen for militære sammenstød i kampen om ressourcer i Arktis.


»Vi har haft mange krige om olie. Men vand er fremtidens olie. Mangel på vand vil få mennesker til at migrere og skabe mange fremtidige konflikter. På den måde former klimaforandringerne vores sikkerhedsmiljø. Derfor er Nato nødt til at tage klimaforandringerne mere alvorligt,« siger tidligere forsvarschef i Holland Tom Middendorp, der har engageret sig i at forberede sikkerhedsuniverset på klimakonsekvenserne.
Klimaet vil også udløse nye krav til militære baser, fly og våben, der skal forberedes til oversvømmelser, ekstremt vejr og varme. Meget udstyr er f.eks. ikke klar til fremtidens ekstreme varme.
Mandagens topmøde skal bl.a. vedtage en 2030-strategi, hvor klimaområdet står centralt.
»Klimaforandringen bliver en af de største udfordringer for Nato, fordi den øger ustabiliteten, og fordi den gør det sværere for vores militær at udføre deres opgaver på grund af ekstremt vejr,« siger Rene Heise, tidligere leder af de tyske luftvåbens geosektion, som nu arbejder med at forberede Nato på fremtidige trusler.
Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.