Fortsæt til indhold
Europa

Britisk medicintilsyn advarer allergikere mod Pfizer-vaccine

To medarbejdere med allergi i den britiske sundhedssektor har haft bivirkninger efter covid-19-vaccination.

/ritzau/Reuters

Personer, som har døjet med ”betydelige” allergiske reaktioner, har fået besked på, at de ikke skal lade sig vaccinere med den covid-19-vaccine, som virksomhederne Pfizer og Biontech har udviklet.

Advarslen kommer fra Medicines and Healthcare products Regulatory Agency (MHRA), som er den britiske lægemiddelmyndighed.

Det sker, efter at to ansatte i den britiske sundhedssektor har haft reaktioner med ”bivirkninger”.

- Som det er almindeligt med nye vacciner, har medicintilsynet MHRA advaret om, at personer med ”betydelige allergiske reaktioner” ikke bør modtage denne vaccine, siger Stephen Powis, der er direktør i den britiske sundhedsstyrelse.

Han siger, at de to personer, som tirsdag fik bivirkninger af vaccinen, ”begge er i klar bedring”.

De britiske sundhedsmyndigheder begyndte tirsdag et historisk vaccinationsprogram med Pfizer og Biontechs covid-19-vaccine. Det blev sat i værk på op mod 70 hospitaler.

Vaccinationer på plejehjem ventes indledt inden jul.

Storbritannien gav i sidste uge som det første land grønt lys til, at Pfizer og Biontechs coronavaccine kan tages i nødbrug.

June Raine, direktør for den britiske lægemiddelmyndighed (MHRA), forsvarer beslutningen om nødbrug.

- Måden, som MHRA har arbejdet på, svarer til alle internationale standarder, siger Raine.

Artiklens emner
Pfizer