Britisk udenrigsminister advarer: Tredje bølge kan komme, hvis vi ikke får styr på smitten
Dominic Raab har søndag meddelt, at politikerne står for et stort arbejde med at løsne og stramme restriktioner.
Storbritannien kan rende ind i en tredje bølge af coronavirus, som vil betyde en ny nedlukning af samfundet, hvis ikke der kommer styr på restriktionerne.
Det siger landets udenrigsminister Dominic Raab søndag i et interview med BBC. Her advarer han om risikoen for tredje bølge »hvis ikke vi får balance i tingene«.
»Vi begynder med en mere restriktiv tilgang end før, hvor der var tale om en lokal tilgang,« lyder beskeden.
Baggrunden for Dominic Raabs melding er et restriktionssystem i tre niveauer: "Medium, højt og meget højt", som den britiske regering har barslet med, og som man i næste uge skal have til afstemning i parlamentet.
Den 5. november trådte en række nye restriktioner, som stadig gælder, i kraft. Blandet andet skal man blive hjemme, medmindre man skal på arbejde, skal på indkøb eller mangler medicin, skal møde på et uddannelsessted, aflevere børn eller skal flytte til et nyt hjem.
Reglerne lyder også, at alkoholserveringen er begrænset, at man skal afholde sig fra at ses med andre mennesker uden for sit hjem, og at man ikke må "blande" forskellige husstande indendørs.
Med den nye model vil stort set hele England være i højeste eller næsthøjeste alarmberedskab, hvilket betyder, at der i hvert fald ikke vil blive slækket på de nuværende restriktioner. Dominic Raab har meddelt, at regeringen gør alt for at undgå en ny nedlukning.
Premierminister Boris Johnson har meddelt, at restriktionerne vil udløbe den 3. februar, og at det foreslåede system vil blive vurderet hver 14. dag, således at steder med lav smitte vil kunne gå fra et højt alarmberedskab til et lavere.
Nogle konservative politikere har meddelt, at man ikke ønsker at støtte de skrappere restriktioner og derfor vil stemme imod det nye system på tirsdag. Det betyder, at regeringen formentlig har brug for støtte fra Labour for at få tiltaget igennem.
Boris Johnson skrev søndag i avisen Mail on Sunday, at han har en tro på, at der er en »reel chance for, at tilværelsen kan blive noget nær normal igen« omkring påske, hvis krisen bliver håndteret fornuftigt herfra. Premierministeren advarede dog samtidig om »katastrofale konsekvenser« for sundhedssystemet, hvis der ikke bliver indført nye restriktioner, når den nuværende nedlukning ender.
I Skotland og Nordirland, som også er en del af Storbritannien, har man sine egne systemer med andre lokale regler gældende.
Lørdag meldte Storbritannien om yderligere 479 coronarelaterede dødsfald og yderligere 15.871 positive tilfælde i det seneste døgn. Tallene for nysmittede har i de seneste uger været på vej nedad, hvilket har givet håb om bedring af situationen i kongeriget.