Migrantstrømmen til Europa stoppede næsten i april
Kun 900 migranter blev registreret i april af EU's grænseagentur. Men det samlede tal for de første fire måneder er næsten som i 2019.
Coronaepidemien har næsten stoppet strømmen af illegale migranter til Europa, skriver EU's grænseagentur Frontex.
Kun 900 migranter blev således registreret i april. Det er et fald på 85 procent og dermed det laveste tal, siden Frontex begyndte at indsamle data i 2009. Grænseagenturet skriver i en pressemeddelelse, at coronakrisen er skyld i det bratte fald af migranter.
Migrantruten over det østlige Middelhav havde det største fald i antallet af migranter - kun 40 blev tilbageholdt i april, hvilket er et fald på 99 procent i forhold til måneden før. I perioden januar til april i år blev 11.200 grænsekrænkelser opdaget, hvilket er et fald på 18 procent i forhold til sidste år. Den hyppigst repræsenterede nationalitet var afghanere.
Antallet af illegale migranter, der forsøgte at nå til Europa via ruten over det centrale Middelhav faldt i april 29 procent i forhold til marts. For de første fire måneder var antallet af tilbageholdte migranter knap 4.100.
Ruten over det vestlige Middelhav oplevede et fald i antallet af migranter på 82 procent fra marts til april, svarende til knap 100. Marokkanere og algeriere var den hyppigste nationalitet på ruten i april.
Færre end 100 migranter valgte i april at tage turen til Europa over det vestlige Balkan. Det er 94 procent færre i forhold til måneden før. Men set i forhold til årets første fire måneder er antallet af illegale migranter på denne rute steget 60 procent - til omkring 6.000 - i forhold til samme periode sidste år.
Det totale antal af migranter der forsøgte at komme til Europa i de første fire måneder af 2020 var 26.650 - næsten samme tal som samme periode sidste år.
Ifølge norske Aftenposten kom kun 40 migranter til Grækenland i april. Det er en nedgang på 99 procent i forhold til marts. Der befinder sig omkring 118.000 migranter i Grækenland.