Efter flyveforbud: Sådan kommer danskere hjem fra Italien
Det bliver sværere og sværere at komme hjem fra Italien, og myndighederne gør opmærksom på, at der kan være flere flyveforbud på vej.
Alle veje fører til Rom, men de seneste dage er trafikken mest gået den modsatte vej.
Søndag opfordrede Udenrigsministeriets Borgerservice alle danskere i Norditalien til at skynde sig hjem på grund af den udbredte coronasmitte og de karantænezoner, som de italienske myndigheder indførte.
Men fra midnat tirsdag trådte et dansk flyveforbud i kraft, som betyder, at der ikke længere lander fly fra Norditalien eller andre såkaldt ”røde zoner” i Danmark.
Danskere i Norditalien skal altså benytte andre ruter, for at komme hjem.
Lars Thykier, adm. Direktør i Danmarks Rejsebureau Forening anslår, at der befinder sig et par hundrede danske skiturister i regionen. Plus dem, som selv har taget bilen sydpå.
»Nogen vil være der i længere tid end andre, men folk skal nok komme hjem. Det kan være via andre ruter f.eks. fra Rom. Eller i værste fald kan man tage over grænsen til Frankrig og flyve hjem derfra,« siger han.
Lars Thykier medgiver, at det kan virke omsonst ud fra et sundhedsperspektiv, at folk kan rejse ud af en karantænezone og tage en flyver hjemad. Men det er nu engang sådan, det er.
SAS stopper fly til Rom
SAS valgte allerede 4. marts at indstille flyvninger til Norditalien. Der drejede sig om byerne Milano, Bologna, Torino og Venedig.
Fra onsdag 11. marts suspenderer SAS også alle afgange til og fra Rom frem til foreløbig 3. april.
Siden 4. marts har SAS-passagerer i Italien dog kunnet ombooke deres hjemrejse til andre lufthavne f.eks. Rom.
»Derfor er der kun få passagerer tilbage. Jeg har ikke det præcise tal, men det drejer sig om ganske få. Det er snart to uger siden, at vi indstillede flyvningerne til Norditalien, og alle passagerer er blevet tilbudt ombookinger, så vi har stort set fået alle ud,« siger pressechef i SAS, Kristoffer Meinert.
EasyJet, som normalt flyver fra København til Milano og Venedig, indsætter nu »redningsfly« for at bringe strandede passagerer hjem, skriver flyselskabet på dets hjemmeside. Der er ingen direkte ruter til Danmark, men danskere kan flyve over London Gatwick, Berlin Tegel eller Paris Charles de Gaulle.
Flyselskabet Norwegian kender ikke til danske passagerer, der er strandet i Italien, men situationen kan hurtigt ændre sig, hvis myndighederne skærper rejsevejledningerne og for eksempel placerer den italienske hovedstad i en ”rød” zone, lyder det fra selskabets danske kommunikationschef.
Indtil videre fortsætter Norwegian dog med at flyve til Rom:
»Vi har ikke fly fra Danmark til de norditalienske lufthavne. I øjeblikket er vores eneste rute København-Rom, og den er ikke påvirket på nuværende tidspunkt,« siger Andreas Hjørnholm.
»Vi anbefaler, at alle holder sig orienterede hos myndighederne,« tilføjer han.
Forventer flere restriktioner
Udenrigsministeriets klare forventning er, at rejsevejledningerne vil blive yderligere skærpet over de kommende dage.
Dermed kan der være flere flyveforbud på vej, oplyste direktør for Udenrigsministeriets Borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, på en pressebriefing onsdag.
»Det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan komme hjem – man kan f.eks. stadig komme hjem fra Norditalien – men, hvis man vil være på den sikre side og ikke strande eller blive ramt af restriktioner såsom karantæne, så skal man tænke sig rigtig godt om, inden man tager afsted,« sagde han.
Allerede søndag opfordrede Udenrigsministeriet alle danskere i Norditalien til at skynde sig hjem. Det skete efter, at de italienske myndigheder indførte karantænezoner og dermed også restriktioner på at rejse ind og ud af berørte områder.
De foreløbige meldinger fra de italienske myndigheder indikerer ifølge Udenrigsministeriets rejsevejledning, at ikke-smittede danskere indtil videre kan forlade Lombardiet og de øvrige karantæneramte områder.
Borgerservice vurderer derfor, at det er muligt for de fleste at komme hjem. Er man i bil, kan man selv køre. Og hvis man er rejst med bus eller fly, skal man kontakt sit rejsebureau eller flyselskab. I yderste konsekvens, kan man kontakte Borgerservice og få vejleding.
Danmarks ambassade i Rom har også hjulpet danskere med at komme hjem fra Italien de seneste dage, oplyser ambassadør Erik Vilstrup Lorenzen til Ritzau.
En gymnasieklasse på 25 elever og to lærere fra Sønderborg Statsskole kan torsdag rejse fra Napoli og hjem til Danmark med bus, efter at være strandet på deres hotel i flere dage, skriver TV Syd.
Vender man hjem efter at have opholdt sig i et af de røde områder, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man går i hjemmekarantæne i 14 dage for at undgå at bære smitterisiko videre til andre.
Indtil videre kan stort set alle konstaterede corona-tilfælde i Danmark spores tilbage til skiferier i Sydeuropa, oplyste Statens Serum Institut onsdag.