Britisk udenrigsminister beskyldt for »chokerende dårlig dømmekraft« efter EU-tale
Jeremy Hunt mener, at EU vil straffe Storbritannien for at forlade fællesskabet.
Den britiske udenrigsminister Jeremy Hunt er kommet under kraftig beskydning fra både tidligere ansatte i det britiske udenrigsministerium samt politiske kolleger.
Kritikken kommer, efter at Jeremy Hunt i en tale mandag sammenlignede EU med det tidligere Sovjetunionen, fordi EU i hans optik vil straffe lande som Storbritannien, der ønsker at træde ud af fællesskabet.
»EU blev oprettet for at beskytte frihed. Det var Sovjet, som stoppede folk, der ville væk,« sagde udenrigsministeren direkte henvendt til EU i sin tale.
»Lektien fra historien er denne: Hvis du gør EU til et fængsel bliver lysten til at komme ud større, og vi vil ikke være den eneste fange, som ønsker at flygte«.
Jeremy Hunt er for sine ytringer blevet sablet ned fra flere sider, og sammenligningen mellem EU og Sovjetunionen er ifølge tidligere top-diplomater meget uheldig.
»Dette vrøvl er uværdigt for en britisk udenrigsminister,« siger Peter Ricketts, tidligere embedsmand i det britiske udenrigsministerium og tidligere britisk ambassadør i Frankrig, mens hans efterfølger Simon Fraser ifølge nyhedsbureauet AFP siger, at ministeren i talen udviste »chokerende dårlig dømmekraft«.
EU-Kommissionens talsmand Margaritis Schinas siger under sit daglige pressemøde om Jeremy Hunts sammenligning, at »vi alle, og med al respekt særligt i udenrigspolitiske spørgsmål, kunne have godt af at åbne en historiebog fra tid til anden«.
Udenrigsministerens bemærkninger kommer, seks måneder før Storbritannien træder ud af EU i det såkaldte brexit. Premierminister Theresa Mays plan for, hvordan hun helst så skilsmissen foregå, blev for få uger siden forkastet af EU, og nu er premierministeren under pres for at få forhandlingerne til at glide igen.
Den britiske minister for brexit Dominic Raab sagde mandag til BBC TV, at han var fortrøstningsfuld i forhold til at komme frem til en aftale.
»Jeg er fuld af fortrøstning, for vi har stadig god tid til at finde en aftale,« lød det fra Dominic Raab.