48-årig mand død af hedeslag i Spanien
Hedebølgen rammer Europa hårdt og en 48-årig mand er erklæret død efter han faldt om i onsdags på sit arbejde i Murcia-regionen
En 48-årig mand er død efter hedeslag, da han i onsdags faldt om i Murcia-regionen i det sydøstlige Spanien. Det oplyser El Mundo.
Onsdag aften kl. 18.14 modtog alarmcentralen et opkald om, at den 48-årige mand var kollapset, mens han arbejdede på et nyt spor på Reguerón-motorvejen i regionen.
Manden var bevidstløs, da han blev transporteret til hospitalet, men han trak stadig vejret. Senere blev han erklæret død.
Det er det første offer, som dør af hedeslag i år i Murcia-regionen.
Vigtigt at tage varmen alvorligt
De mange grader kan føre til flere dødsfald, siger Michael Langlo, der er direktør og ejer af Sundhedspartnerdk til TV2.
Han mener, at man skal tage varmen seriøst, og han har flere råd til, hvordan man kan undgå hedeslag:
»Det bedste er, hvis man er finder et sted, hvor det blæser og man er i skygge. Ellers er det en god idé at lave kolde omslag og vikle dem om ankler, håndled og pande.«
Derudover anbefaler han at drikke en masse vand, og gerne tilføje en knivspids salt for at opretholde saltbalancen i kroppen.
I Spanien og Portugal er der i denne weekend udsigt til temperaturer op over 48 grader.
Dette kan slå den europæiske varmerekord fra 1977, hvor man målte 48 grader i den græske hovedstad Athen.