Slagter efter veganerangreb: »Vi lever i frygt. De terroriserer os«
Ifølge en britisk organisation angriber dyreretsaktivister i stigende grad små virksomheder.
»Stop drab på dyr!! Bliver veganer.«
Sådan lyder ordene, som for nylig blev sprayet på ruden af slagterbutikken Marlow Butchers i byens Ashford i Sydengland. Hærværksmagerne havde ligeledes efterladt Dyrenes Befrielsesfronts logo, ALF, på vinduet.
Men det stoppede ikke her. For da ejerne af forretningen takkede for kundernes støtte på Facebook, væltede det ifølge mediet KentOnline ind med ubehageligheder og deciderede trusler.
Det fortæller Wayne Marlow, som driver butikken med sin far og bror.
»Internettet er det værste, for de truer ikke kun med fysisk at ødelægge vores forretning, men de forsøger også at sværte vores ry online ved at efterlade negative anmeldelser og kommentarer. De ønsker at lukke os ned, og folk truer med at smadre vinduerne eller kaste en benzinbombe mod butikken. Vi lever i frygt og er oppe om natten af bekymring - de terroriserer os,« siger han til KentOnline.
Truslerne er blevet anmeldt til politiet.
Direktør i organisationen Countryside Alliance Tim Bonner siger til The Telegraph, at der har været et stigende antal angreb fra dyreretsaktivister mod slagtere, markeder og slagterier. Angreb, som også har inkluderet onlinechikane.
»De angriber sædvanligvis små uafhængige virksomheder i stedet for at give sig i kast med de store drenge - det er ret fejt« lyder det.
For nylig kom det til håndgemæng mellem demonstranter og en vagt i Føtex Food på Guldsmedgade i Aarhus, da en gruppe veganere uden tilladelse tog opstilling ved butikkens slagterafdeling og holdt taler om dyrevelfærd. Det fik ifølge Ekstra Bladet en af demonstranterne til at politimelde vagten.
Ifølge en undersøgelse fra Coop Analyse og Dansk Vegetarisk Forening lever 1,8 pct. af danskerne, eller ca. 100.000 personer, helt vegetarisk - og spiser altså hverken kød, fisk eller biprodukter fra slagtning af dyr. Hvor mange veganere, som lever i Danmark, findes der ingen statistisk sikre tal på, men det vurderes, at 20-30 pct. af vegetarerne kun spiser vegansk.
Stadigt flere veganske produkter finder vej til supermarkedernes hylder. Bl.a. tilbyder flere nu plantebaseret fars som et alternativ til eksempelvis kødsovsen.