Fortsæt til indhold
Europa

Se billederne: Sådan har kuldebøgen ramt Europa

Selv i Rom er der faldet sjældne snefnug.

»The beast from east« er den blevet døbt i de internationale medier.

Den bidende kulde, der de seneste dage er krøbet ind over Europa, hvor temperaturen er raslet ned - mange steder ledsaget af et hvidt drys. De isnende vinde får minusgraderne til at føles endnu koldere, end de ser ud på termometret.

I den italienske hovedstad, Rom, er sne et sjældent syn, og der skal ikke meget til for at paralysere byen. Mandag faldt der lokalt op mod 10 cm sne. Flere internationale medier skriver, at der er tale om det første snefald i seks år - og i hvert fald det kraftigste. Det usædvanlige vejr førte til lukkede skoler og forårsagede et større trafikkaos.

Det - i hvert fald set gennem pilotbriller - dårlige vejr har også ført til en række aflysninger af fly til og fra Hearthrow Airport i London. Man regner med, at der kan komme flere forsinkelser frem mod fredag. Temperaturen føles som minus 15 grader, men indtil nu forhindrer den egentlige temperatur sneen i at blive lægge sig. Tirsdag aften kan der potentielt falde op til 15 cm sne.

I Tyskland har vejret også generet flytrafikken i Bremen, og meteorologerne har registreret de hidtil laveste temperaturer for denne vinter med minus 27 grader ved Tysklands højeste bjerg Zugspitze i Alperne. Også i landets sydlige og østlige egne er der bidende kold. Her er der lokalt målt ned til minus 15 grader.

Kuldebæstet har kostet flere menneskeliv. Ifølge AFP blev to hjemløse i weekenden fundet døde i Frankrig, og mindst to meldes omkommet i Polen, hvor temperaturen nogle steder har været nede og runde minus 20 grader.

Herhjemme ventes kulden at toppe onsdag med ned til seks graders frost i dagtimerne.

I Rom var der søndag forårsvejr med 13 grader. Mandag stod italienerne op til sne i hovedstaden. Lokalt er der faldet op til 10 cm. Her har lokale benyttet lejligheden til at stå på ski ved den mægtige Circus Maximus. Foto: Alessandra Tarantino
I den britiske hovedstad falder sneen tungt på Millennium Bridge, og der er mere på vej. Foto: AP/Victoria Jones
Sneen gør det ikke let for Bulgariens bevingede borgere at finde mad. Her fodrer en mand de lokale duer i hovedstadien Bulgarien, der tirsdag fryser syv grader. Foto: AP/Nikolay Doychinov
Broen her, der normalt bruges af badegæster i Lake Balaton i Fonyod, Ungarn, er frosset helt til. Foto: AP/Gyorgy Varga
Strandpromenaden Promenade des Anglais i Frankrig fik mandag et drys sjældne snefnug. Foto: AFP/Valery Hache
Børn leger ved en tilfrosset bænk ved Lake Geneva i den schweiziske by Nyon. Foto: AP/Valentin Flauraud
I Kosovos hovedstad Pristina ramte dagtemperaturen mandag minus otte grader - om natten faldt temperaturen til det dobbelte. Foto: AP/Visar Kryeziu
Udenlandske studerende benytter lejligheden til en sneboldskamp ved St. Peters Square ved Vatikanet i Rom, Italien. Foto: AP/Rom Alessandra Tarantino
Japanske turister ved det gamle Colosseum i Rom. Foto: AP/Vincenzo Pinto
Snemænd er et sjældent syn i Rom, der har fået det kraftigste snefald i seks år. Foto: AP/Vincenzo Pinto
"The beast from east" kaldes den sibiriske kuldestrøm, der har sendt sne og kulde ind over Europa. Her et øjebliksbillede fra Rom. Foto: AP/Max Rossi
Kælketur eller badetur? I Polen trodser vinterbaderne kulden. Foto: AP/Alik Keplicz
Foran barokslottet Nymphenburg Palace i München, Tyskland, bliver der spillet hockey på den frosne kanal. Foto: AFP/Matthias Balk
En kvinde børster sne af en religiøs figur i Dernau i det sydlige Tyskland. Foto: DPA/Thomas Warnack
Istid i Dernau? Det skulle man tro. Her er en forhistorisk mammut vokset ud af sneen i den sydtyske by. Foto: DPA/Thomas Warnack
En hjemløs mand forsøger at holde varmen i Strasbourg i det nordøstlige Frankrig. Her er der registreret minus 10 grader. Foto: AFP/Frederick Florin