Fortsæt til indhold
Europa

Kronprinsesse Mary støtter MeToo-bevægelsen

Sexisme er ødelæggende for unge kvinder, og alt for mange LGBTI-personer er ofre for vold, sagde kronprinsesse Mary til Europarådet.

Strasbourg

I en tale til Europarådet tirsdag middag bakkede Kronprinsesse Mary helhjertet op om MeToo-bevægelsen, der de seneste måneder har rystet underholdningsbranchen, mediebranchen og den politiske elite verden over.

Det gjorde hun, da hun roste Europarådet for at have taget emnet alvorligt, allerede inden bevægelsen tog fart.

”Europarådet er også i front i kampen mod sexisme og hate speech, som er en form for vold mod kvinder, der øger kønsdiskriminationen. Før MeToo-bevægelsen blev global sidste år, havde Europarådet allerede vedtaget at bekæmpe sexisme. Det var et vigtigt skridt mod et emne, der har ødelæggende effekt, specielt på unge kvinder, og er en alvorlig forhindring for reel ligestilling mellem kønnene,” sagde Kronprinsesse Mary.

Ligestilling er blandt de fem prioriteringer, som regeringen har udvalgt som særligt vigtige for det danske formandskab for Europarådet, som løber frem til maj. Mary er tirsdag i Strasbourg sammen med udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) som led i kampen for prioriteteringerne.

Slag for de homoseksuelle

Også homoseksuelles rettigheder står højt på Danmarks liste – et emne, som Kronprinsessen også adresserede i sin tale om menneskerettighedernes vigtighed.

”Alle mennesker er født frie og med lige rettigheder uanset seksuel orientering eller kønsidentitet. Men alt for mange steder i verden holder den antagelse ikke. Selvom vi skriver 2018, er alt for mange lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle personer (LGBTI) fortsat ofre for had, vold, diskrimination, mobning og dårlig behandling. Det kan og må vi ikke acceptere,” sagde Kronprinsse Mary.

”Seksuelle rettigheder er stadig nogle af de mest kontroversielle, de mest intime og fundamentale menneskerettigheder. Derfor er de kernen af menneskelig værdighed og udvikling.”

Artiklens emner
MeToo