Fortsæt til indhold
Europa

Regeringen er ikke dannet endnu, men knap hver anden tysker mener, at Merkel bør gå af før tid

47 pct. af de adspurgte tyskere mener, at det er på tide med en afløser for Merkel.

»Hvis Angela Merkel bliver regeringschef, skal hun så blive som kansler i fire yderligere år eller træde tilbage før tid?«

Det er spørgsmålet, som YouGov på vegne af nyhedsbureauet dpa har stillet en udvalgt skare af de tyske vælgere.

Og hele 47 pct. mener, at hun bør trække sig, før der er gået fire år. Dermed er der sket lidt siden valget den 24. september. For kort herefter mente blot 36 pct., at Angela Merkel ikke skulle blive siddende til 2021, mens 44 pct. gerne ville beholde hende hele perioden.

Nu er det blot 36 pct., som ønsker Merkel de næste fire år.

Mens vælgernes holdning har rykket sig, har regeringsforhandlingerne ikke gjort det i samme grad. Tyskland står således fortsat uden ny regering.

Håbet om en såkaldt Jamaica-koalition, bestående af CDU, FDP og De Grønne, som til sammen udgør farverne gul, sort og grøn, brast i november. Siden har SPD, efter at have afvist det i ugevis, sagt ja til at indgå i koalitionsforhandlinger med Angela Merkels CDU, men disse indledes først den 7. januar.

Lykkes forhandlingerne, vil Tyskland ligesom i sidste valgperiode blive regeret af den såkaldte store koalition, som vælgerne ellers straffede ved at give SPD et historisk dårligt valg med blot 20,5 pct. af stemmerne.

Kuldsejler forhandlingerne, kan det ende med et nyvalg eller en genoptagelse af Jamaica-forhandlingerne.

Det forudsætter dog, at Angela Merkel træder tilbage. For FDP's leder, Christian Lindner, har stillet det som betingelse for at gå ind i samtalerne igen.